Personligt holder jeg fast i min tese om, at bunden blev sat for fjorten dage siden, og at man skal købe hvert et tilbagefald. Spørgsmålet er jo så lige hvor langt vi bliver ved. Gary skriver, at hvis dollaren (dollar-indekset) ikke kan holde sig over 200 DMA i ca. 76, så tror han på høj inflation. Med en dollar som vil være på vej til at kollapse kan vi komme op til den tidligere top i SPX dvs. 1570 omkring 2013. Men dette kun hvis Ben starter seddelpressen og dollaren kollapser (læs her). Der er dog meget som tyder på, at seddelpressen allerede kører. For det første kører meget af Europas hjælpepakker vel også på seddelpressen. En del af dagens fremgang kom efter rygter i The Guardian om 2000 mia. euro i EFSF-hjælpefonden. At QE version 3 allerede er her, underbygger Jim Rogers (her) med at sige, at renterne ikke kan holdes lave i de næste to år som Bernanke har proklameret uden at intervenere i markederne, så QE i en eller anden form er allerede i gang. Hvis man er interesseret er der her en ganske god artikel om hyperinflation.
Mens jeg skriver har Apple lige skuffet med en lavere end ventet omsætning, og aktien falder nu ca. 6 pct. her i eftermarkedet. Det er lidt kritisk når hele lokomotivet begynder at skuffe, men jeg tror nu nok at den skal rette sig, uden jeg dog har nærlæst regnskabet.
I aften-rapporten skriver Gary, at han tror vi har en kortsigtet top i aktiemarkederne, at dollaren har sat en bund og at guldet skal korrigere, da det er brudt igennem trendkanalen fra bunden i slutningen af september (den røde linje). Dette mener han kan få sølvet til at korrigere ned til 21-25 dollar, og sølvet har også set svagt ud, omend det har set mere stærkt ud i slutningen af dagen, så jeg synes der er lidt divergerende indikationer.

Sølvet var i dag helt nede i 30,35 presset af de dårlige kinesiske BNP-tal, men steg helt op til 32,3. Grafen er ikke overdrevet pæn og det er svært at få noget som helst ud af den graf. Det er nok rigtigt, som mange folk skriver, at sølvet er alt for manipuleret til at lave teknisk analyse på. At der er efterspørgsel efter råvarerne kunne ses, i WTI-olien som nåede i højeste niveau i en måned, og kobberet som trods de dårlige tal holdt et virkeligt pænt niveau. Vi har også lige haft over 26 dollar i spread mellem Brenten og WTI'en (i fredags), det kan virkeligt undre at man ikke kan få olien ud af Oklahoma til 26 dollar per tønde.

Mineaktierne klarede sig nogenlunde og gold bugs-indekset (HUI) endte 0,5 pct. højere efter at have været ca. 4 pct. nede.
Silver Wheaton er sølvminerens Apple og som sådan en vigtig indikator for stemningen i blandt sølvminerne. Jf. Apple og sølv, så er der her en sidestilling af Apple og sølv (den er selvfølgelig fra KWN). Aktien tilbragte noget af den første time under, men hvad vigtigere var, at den lukkede over de to trendlinjer. Yderligere lukkede aktien også tæt på dagens højeste kurs.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar