torsdag den 4. august 2016

Muligheder i ædelmetaller og biotek på vej op

Det er nu fire måneder siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg, og i de mellemliggende måneder er opturen i ædelmetallerne fortsat, hvor guldet ligger i 1360 dollar per ounce og sølvet ligger i 20,40 dollar per ounce. Det har også medført, at gold bugs-indekset er steget til 284 fra omkring 200 i starten af april og lige under 100 ved bunden i januar. Nogle af minerne er også fortsat med at skyde i vejret, hvor First Majestic er steget til 18,3 dollar fra en bund i 2,4 dollar i januar og cirka 7,5 dollar ved mit sidste indlæg. Coeur Mining, der er et forholdsvist stort mineselskab, er næsten tidoblet siden bunden i januar.

Gary er af den mening, at guld- og sølvprisen vil fortsætte op, hvor han vurderer, at guldprisen kan nå 1500 eller måske 1550 dollar per ounce før en større korrektion finder sted. Jeg har ikke set ham udtale sig om sølvet, men hvis det nogenlunde skal følge guldet, så er det ikke urealistisk at tro, at det kan nå de tidligere bunde i 26,2 dollar per ounce og nogle ser mulighed for en tur til omkring 29 dollar per ounce. Der er dog lige arbejdsmarkedsrapporten fra USA i morgen kl. 14.30, men på det seneste har det næsten været ligemeget hvad der er sket, så har det haft svært ved at presse ædelmetallerne ned, hvilket tyder på stor efterspørgsel.

Mulige købskandidater i ædelmetalminerne
Hvis ædelmetallerne fortsætter op, så vil jeg lige nævne nogle af de selskaber jeg har købt eller suppleret i for nylig eller overvejer at købe.

Sølv- og guldmineselskabet Great Panther (GPL i USA) er faldet til 1,40 dollar fra en top i 2,25 dollar blandt andet efter en aktieemission til 1,60 dollar. I dag falder aktien også med cirka 5 pct. efter et regnskab, hvor det bliver til et underskud på bundlinjen, men hvis man ser bort fra dette, som vist mest er et regnskabsteknisk underskud, så melder selskabet også om lavere omkostninger på ounce sølv. Der er har dog også været problemer med flere døde ved en af selskabets miner, og det kan være med til at lægge pres på aktien. Når og hvis disse problemer bliver løst, så ser jeg pæn mulighed for kraftig stigning herfra. Aktien toppede i starten af maj og den er siden faldet 35 pct. og til sammenligning er First Majestic steget 72 pct. i samme periode. Great Panther ventes at producere cirka 4 mio. ounce sølvækvivalenter fra selskabets miner i Mexico til en markedsværdi øjeblikket på 224 mio. dollar.

Guldudforskeren Gold Standard Ventures (GSV i USA) ligner meget Great Panther i kursudvikling, hvor den er faldet til 1,40 dollar fra en top i 2,1 dollar, der dog kom i starten af juli. Selskabet har 115 kvadratkilometer udforskningsområde i Nevada med cirka 2 mio. ounce guld i ressource, hvilket er en god størrelse. Jeg har set en sammenligne selskabet med Fronteer Gold, der i februar 2011 blev købt af Newmont Mining for 2,3 mia. dollar, der dog havde 4,2 mio. ounce guld i jorden. Til sammenligning koster Gold Standard 310 mio. dollar. Da Fronteer-handlen blev annonceret lå guldprisen i 1330 dollar. Så et køb her er også et sats på at de får boret sig frem til nogle flere ounce.

Jeg vil igen lige slå et slag for Maya Gold & Silver (MYA i Canada), som i de seneste tre dage er begyndt at stige så småt blandt andet efter at selskabet har fået et lån på 6 mio. dollar fra den europæiske udviklingsbank (EBRD). Jordan Fonden bliver ved med at lovprise selskabet med kommentarer om, at Marokko måske er nr. 1 inden for sølv i verden foran Mexico. Se også mine tidligere skriverier om selskabet.

Generelt er jeg nok mest glad for de store depoter med forholdsvis lavt indhold af metallet, idet de ofte vil give en større gearing ved metalprisstigninger. Her er et eksempel Bear Creek (BCM i Canada) og et andet eksempel jeg er faldet over er Golden Arrow (GRG i Canada), der også har en større sølvtilgang i Argentina. Ved en tur ned omkring 1 Cdollar kan den nok være interessant. Selskabet har et muligt joint venture med Silver Standard (SSRI i USA), hvor Silver Standard har mulighed for at købe sig ind i Golden Arrows mine for derefter at få 75 pct. af minen, mens Golden Arrow sidder med de resterende 25 pct. Chinchillas minen har i omegnen af 250 mio. ounce sølv i jorden. Der spekuleres også i at Silver Standard måske skulle komme med et bud på Golden Arrow. Selskabet har en markedsværdi på 88 mio. cdollar.

Kootenay Silver (KTN i Canada) er også en sølvudforsker med mange ounce i jorden. Selskabet ser ud til at have i nærheden af 100 mio. ounce i jorden til en markedsværdi på 86 mio. Cdollar. Coeur ejer 11 pct. af selskabet og Pan American Silver købte i vinter 10 pct. af Kootenay, der købte Northair den 13. januar, hvilket var meget tæt på bunden den 20. januar. Aktien kan være interessant ved en tur ned i 40'erne (48 måske 43 cent) i forhold til de nuværende 56 cent.

Biotek er også begyndt at komme lidt igen og IBB-ETF'en er kommet over de seneste toppe i 287 og den er i dag lukket i 296. Gary har tidligere vurderet, at IBB kan nå 305-310 før end han venter en større korrektion. Generelt er der rigtig mange af de mindre biotekselskaber, der dog fortsat handler tæt på year eller all time low, så man kan godt fange nogle okay tilbud, hvis man tror på at markedet er vendt eller vender snart.
Jeg har tidligere nævnt Exelixis (EXEL), som var anbefalet af Inrater, og jeg købte selv nogle i 4 dollar i marts, og aktien er sidenhen steget til 11 dollar. I dag er aktien steget 18 pct. på et regnskab og på opløftende salgstal for nyrecancermedikament Cabometyx. Jeg har set nogle skrive, at der er 30 pct. short i aktien, så det kan have været med til at presse aktien op i dag og yderligere spekulerer folk også i at selskabet vil være opkøbsmål for nogle af de store medicinal-/biotekselskaber. Agenus (AGEN), som jeg tidligere også har nævnt, er også steget pænt og er nu i 5,7 dollar.

Nu har Inrater, som tidligere også har anbefalet Genmab samt Sarepta (SRPT) og Relypsa (RLYP) i USA inden for bioteknologi, så anbefalet at købe et lod i MEI Pharma (MEIP) (her), der er et lille biotekselskab med en markedsværdi på 50 mio. dollar. En på Seeking Alpha (her) sammenligner MEI's Pracinostat med Celators (CPXX) VYEXOS, hvor de to medikamenter dog behandler to forskellige sygdomme, men Pracinostat ser ud til at have bedre data end VYEXOS. Celator steg fra 1,5 dollar den 11. marts til 17,5 dollar i slutningen af maj på baggrund af forsøgsdata, hvor Jazz Pharma købte selskabet for 30,25 dollar per aktie eller cirka 1,5 mia. dollar.

Seres Therapeutics (MCRB) har fået læsterlige tæv efter at selskabets SER-109 ikke nåede det primære endemål i et fase II-forsøg på behandling af CDI, der vist er en form for diarre efter antibiotikabehandlinger. Forsøget skuffede til stor overraskelse for markedet, der sendte aktien ned med 70 pct. på dagen og den hander nu i 9,3 dollar mod knap 36 dollar torsdag i sidste uge. Investorerne var overrasket over skuffelsen efter et opløftende fase I-forsøg. Behandlingen består så vidt jeg kan forstå af bakterier, og selskabet er vist det første der søger orphan drug-status hos de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) med et medikament bygget på bakterier. Her har man så mulighed for at komme ind i et selskab, der er blevet sønderbombet fordi folk er bange for at hele bakteriebehandingen ikke virker. Som lottoseddel (det er de fleste mindre biotekselskaber) kan den være interessant. Selskabet har vist cirka 300 mio. dollar i kontanter med en cash burn-rate på cirka 20 mio. dollar i kvartalet. Selskabet har nu en markedsværdi på 370 mio. dollar. Synthetic Biologics (SYN) skulle vist arbejde med noget lignende og kan derfor også være interessant, hvis man interesserer sig for bakteriebehandlinger.

Olien ser også ud til at være vendt efter at WTI-olien nåede 51 dollar i starten af juni, så faldt den til under 40 dollar per tønde i går før og efter den amerikanske olielageropgørelse og efterfølende er den nu steget til 41,8 dollar per tønde. Hvis man havde været lidt hurtigere kunne man have snuppet nogle Lundin Petroleum i går efter et ellers okay regnskab og pres på olieprisen. I dag har en lang række finanshuse så løftet anbefalingen på aktien og den steg også omkring 6 pct. Ellers vil jeg fortsat slå et slag for de andre svenske Lundin-selskaber Africa Oil (AOI), der er mindre påvirket af olieprisen, men som JordanFonden har anbefalet omkring 12 skr. Black Pearl (PXX) producerer heavy oil, og er derfor mere afhængig af olieprisen. Til trods for nedturen i olieprisen har begge aktier egentligt holdt sig fint. Jeg har også kigget og købt lidt i nogle af de norske olieserviceselskabet f.eks. John Frederiksen-selskabet Deep Sea Suppley (DESSC), som er fordoblet på flere opløftende nyheder.

Crash or no crash? Det er spørgsmålet, som mange af kraknisserne får stillet i øjeblikket og jeg synes at kunne se en tendens til at de fleste af perma-bearsne, som ventet, venter et krak inden for det næste halve år. Det gælder blandt andet både Mike Maloney og Peter Schiff og en hær af andre markedskommentatorer. De sælger dog begge guld, som må formodes at klare sig bedre i et sådan scenarie, så de kan nok se en gevinst ved at sælge ideen om et krak. Gary tror, at vi er på vej i himlen, hvor han for nogle uge siden postede en graf der viste Nasdaq Comp. i 20.000, hvilket er knap fire gange op fra de nuværende 5166. Han holder fortsat fast i, at alt vil stige på samme tid - på nær dollaren, der falder. Lige nu ser jeg de største muligheder i biotek og olie, men hvis man ikke har en OK eksponering i ædelmetaller, så ville jeg bruge dage med fald til at købe. Man kan bl.a. satse på at købe ETF'er eller derivater i sølv eller guld.