fredag den 11. marts 2016

Guldmineselskaber i Burkina Faso

De begivenhedsrige dage i råvaresektoren er fortsat siden sidste uge, hvor der i mellemtiden har været et kæmpe short squeeze i mange af de udbombede råvareaktier herunder blandt andet Seadrill, som i USA fra en lukkekurs på 2,33 dollar onsdag steg til en top i cirka 7,5 dollar fredag for sidenhen at falde tilbage til 3,80 dollar. Skifferolieproducenten LinnCo har haft en endnu vildere udvikling, idet det den fra onsdag i sidste uges lukkekurs på 25 cent steg til en top mandag på 1,60 dollar for sidenhen næsten at blive halveret til 89 cent i skrivende stund. Uden helt den samme form for short squeeze er interessen også øget for Endeavour Silver, som er steget med 40 pct. siden onsdag og den er op med cirka 15 pct. i dag, hvilket skal sammenlignes med cirka 20 pct. for First Majestic. Endeavour Silver har også aflagt regnskab i mellemtiden, og det har nok været med til at understøtte aktien. Siden den 4. februar er Endeavour Silver steget 115 pct.

Guldminer i Burkina Faso


Nu har jeg fulgt ressourcesektoren indgående i cirka 10 år, og noget af det har jeg har lagt mærke til, er at der ofte er regioner, der har være ekstra hotte. Da uran var på sit højdepunkt var uranselskaber med fokus på Namibia det hotteste med selskaber som Forsys, Uramin, Paladin, Bannerman, Xemplar og Erongo, og ved opturen til ædelmetalselskaberne i 2010 og 2011 var det blandt andet de mineselskaber med sølvproduktion i Mexico, som klarede sig bedst, hvilket blandt andet vil sige First Majestic, Endeavour Silver, Great Panther og Fortuna Silver Mines blandt mange.
Guldet er allerede steget over 20 pct. siden bunden, så definitionen på et bull marked er her allerede opfyldt, og alle guldmineindeksene er jo også for lang tid siden steget mere end 20 pct. Da jeg gerne vil satse på at finde mindre mineselskaber og forsøge at købe dem på bunden, så har jeg kigget lidt på hvor investorerne fokuserer, og her ser det ud til at det i øjeblikket er på guldmineselskaberne i Burkina Faso. Jeg har haft kig på området længe, idet Semafo har mineaktiviteter her, men i sidste uge aftalte Endeavour Mining at købe True Gold i en ren aktiehandel for 0,044 Endeavour-aktie på True Gold-aktie svarende til en pris på 0,57 CAD på aktie eller 225 mio. CAD. Det var en præmie på 42 pct. i forhold til lukkekursen dagen forinden. Det er interessant i denne sammenhæng fordi begge selskaber har tilgange i Burkina Faso.

True Gold (præsentation) (TGM i Canda) har netop startet sin heap leach-mine med en årlig forventet produktion på 110k-120k ounce guld med all-in sustating costs (AISC) på cirka 700 dollar. Ved 1250 dollar guld har projektet en indtjeningsmarginal på 43 pct. Selskabet har 949k ounce probable reserver med et gennemsnitligt indhold på 0,89 gram per ton. Indicated mineral resource viser 2,6 mio. ounce ved 1,08 gram per ton. Opkøbstilbuddet lød som sagt på 225 CAD eller cirka 170 mio. USD. Det vil cirka sige en pris på 1500 dollar per ounce produktion om året og en pris på 65 dollar for guldet i jorden.

Semafo (præsentation) (SMF i både Sverige og Canada) har en markedsværdi på 1,45 mia. CAD dollar eller cirka 1,08 mia. USD. Semafo producerede 255.900 ounce guld i 2015, hvilket var en stigning på 9 pct. i forhold til året forinden med totale omkostninger på 493 dollar per ounce eller AISC på 645 dollar per ounce, hvilket er noget af det laveste i sektoren. Driftsindtjeningen steg sidste år med 42 pct. til 66,1 mio. dollar ud af et guldsalg på 300 mio. dollar. Selskabet har også lige afsluttet sit feasibility study på Natougou-minen, hvor der fra andet halvår 2018 ventes 226.000 ounce om året med en gennemsnitlig total omkostning på 283 dollar og AISC på 374 dollar og de første tre år og AISC på 518 dollar over minens levetid. Så vidt jeg har forstået er der ikke behov for yderligere finansiering af minen, hvor capex-investeringerne ventes at blive på 219,4 mio. dollar. Selskabet har 167 mio. dollar i kontanter og en lånefacilitet på 120 mio. dollar. Natougou-minen har 1,276 mio. ounce med et indhold på 4,15 gram per ton. Mana-minen har et totalt reserveindhold på knap 2 mio. ounce ved 2,95 gram per ton. Det vil sige, at selskabet kan producere noget der ligner knap 0,5 mio. ounce om året for midten af 2018. Det giver en pris på godt 2000 dollar per ounce produktion om året og en pris på cirka 320 dollar per ounce i jorden, hvilket umiddelbart synes dyrt, men de er jo blandt de billigste producenter, så derfor betaler man mere og de har også store muligheder for at udvide.

Orezone Gold (præsention) (ORE i Canada) har en markedsværdi på cirka 60 mio. CAD eller 45 mio. USD. Selskabet har udført et feasibilty-studie af heap leach-projektet Bomboré, som har en samlet reserve på over 4,6 mio. ounce ved 1,0 gram per ton. Capex-udgifterne ventes at være på 250 mio. dollar med AISC på 678 dollar per ton. I de første fire år af minens levetid ventes en produktion på 150.000 ounce om året og i de første otte år ventes 135.000 ounce om året ved 0,88 gram per ton. Selskabet har 4,9 mio. dollar i kontanter og en standby kreditfacilitet på 5 mio. dollar. Orezone Gold venter ligesom Semafo, at påbegynde produktion i andet halvår 2018. Her betaler man så i øjeblikket 333 dollar per produceret ounce (når de kommer i gang) samt 10 dollar per ounce i jorden. Det lyder og er jo billigt, men de risikerer at udvande det en del før de har pengene til at bygge minen. Hvis guldet stiger kan udvandingen dog blive ganske begrænset, så jeg kan se et rigtig godt potentiale her. Her er der en person, som har kigget på Orezone og det bliver fremhævet, hvor vigtigt det er et komme hurtigt med på bølgen, hvis man vil have en 10-bagger (her) - man kan også se, at kursen blev mere end firedoblet på syv uger i efteråret 2010.

Gryphon Minerals (præsentation) (GRY i Australien) har en markedsværdi på 28 mio. AUD eller 21 mio. USD. Aktien er 'kun' steget cirka 50 pct. fra bunden og den er dermed ikke stukket af, hvilket markedsværdien vel også indikerer. Selskabet er i gang med at udvikle det 3,6 mio. ounce store heap leach Banfora-projekt. Her ventes en årlig produktion på 73.800 ounce ved 1,4 gram per ton (højt for et heap leach-projekt) til en AISC på 839 dollar per ounce. Capec-udgifterne til projektet ventes at blive på 84,5 mio. dollar. For 45 mio. dollar kan produktionen øges til 133.000 ounce om året (CIL) ved 2,54 gram per ton. Selskabet ser ud til at have 20 mio. AUD i kontanter og lovning på 60 mio. USD i finansiering. Selskabet har yderligere 1250 kvadratkilometer til udforskning, så der kan sikkert findes flere tilgange, som kan mines. Ved en årlig produktion på 133.000 ounce så giver man i øjeblikket 157 dollar per årligt producerede ounce og 5,8 dollar per ounce i jorden. Dette gør derfor Gryphon til min umiddelbare vinder blandt de helt små guldmineselskaber i Burkina Faso.

Roxgold (præsentation) (ROG i Canada) har en markedsværdi på 265 mio. CAD eller 190 mio. USD. Selskabet er i gang med at udvikle Yaramoko-projektet, som har et meget højt guldindhold på 11,6 gram per ton og en indikeret ressource på 810.000 ounce. Der mangler fortsat 41,6 mio. dollar til capex-udgifterne og 16,1 mio. dollar i finansiering. Her ventes All-in-Costs (AISC) på 590 dollar per ounce. Møllekapaciteten ventes at kunne øges med cirka 50 pct. for cirka 5 mio. dollar og selskabet har lånt 75 mio. dollar for at finansiere mineprojektet og samtidig har det hedget 65.000 ounce guld til 1052 dollar per ounce. Den første produktion ventes i andet kvartal i år og der ventes en produktion på 99.500 ounce om året i syv år. Det giver pt. en pris på 1900 dollar per produceret ounce om året og en pris på 240 dollar per ounce i jorden. Aktien har performet okay, men er ikke skudt i vejret og jeg vil hellere have Semafo end Roxgold.

Jeg ville gerne have gennemgået Endeavour Mining og Avocet, men det må blive ved en senere lejlighed. Jeg vil også lige slå et slag for Maya Gold & Silver, som fortsat kun er steget cirka 40 pct. af bunden. Den forestiller jeg mig fortsat er et godt køb på dette niveau.

Så kan jeg lige nå en kort opdatering på aktie- og guldfronten, hvor euroen blev styrket markant i dag efter først at være blevet svækket efter at Mario Draghi gav den hele armen, idet han sænkede indlånsrenten og udlånsrenten samt øgede obligationsopkøbsprogrammet med 33 pct. til 80 mia. euro om måneden, hvor centralbanken nu også kan købe investment grade virksomhedsobligationer. Euroen blev styrket efter at Draghi sagde, at han ikke havde planer om flere rentesænkninger. Gary tror, at det har været den amerikanske centralbank, som har interveneret i valutamarkedet for at have råderum til at hæve renten i næste uge, uden at styrke dollaren alt for meget. Under alle omstændigheder er dagens begivenhed positiv for guldet, idet indlånsrenten blev sænket til minus 0,4 pct. fra minus 0,3 pct., hvilket vil sige mindre incitament til at eje obligationer eller sætte dem i banken. Den styrkede euro ramte også de europæiske aktier, hvor Dax-indekset smed 500 point i forhold til toppen i lige under 10k.
Biotek klarede sig også halvdårligt i dag med et fald på 0,8 pct. til IBB, så den nu ligger i 254 sammenlignet med den seneste bund på 240 dollar. Gary tror fortsat på at biotek nok skal komme igen, og han vurderer, at den tre gange gearede biotek-ETF LABU vil stige med mindst 100 pct. måske 200 pct. inden aktierne topper, hvilket måske kan blive til maj. Gary vurderer fortsat, at det skal være biotek, som starter boblefasen, og han vurderer også, at biotek er der hvor innovationen sker, og det er den sektor, som kan kurere gældsproblemerne ved at eliminere aldersbetingede sygdomme samt gøre en del af sundhedsvæsenet overflødigt. Gary venter nu, at guldet kan stige til 1308 dollar fra de nuværende 1272 dollar og her vil han tage profit på resten af sin position. Han vil vente med at købe igen til maj, hvor han venter, at guldet vil bunde. I øjeblikket ville jeg nok gøre som Gary og fokusere på bioteksektoren, hvor man kan lede efter nogle af dem, som har fået store stryg eller alternativt nogle foreninger og så vente på, at guldet falder tilbage. Problemet er bare pt. at guldet fortsætter op og biotek ned, men på et tidspunkt ændrer det sig jo nok. Jeg har løbende købt positioner i ædelmetalminerne over det seneste halve år og her er næsten alle i plus og flere positioner er steget med mere end 100 pct., så man kan godt gribe knive og have mulighed for at komme ud med plus :)

torsdag den 3. marts 2016

Guldet fortsætter opturen og måske bund i alt på nær dollar

Det har været nogle begivenhedsrige uger siden jeg sidst skrev her på siden, og helt uvant har det været en fornøjelse at have eksponering mod råvarer herunder især guld og sølv. Sidst jeg skrev (4. februar) var gold bugs-indekset (indeks af miner, som ikke har afdækket deres ædelmetalproduktion) steget til 132 fra en bund på lige under 100 i midten af januar, og indekset er nu steget videre til 166. Det vil sige en stigning til et indeks på cirka 67 pct. på cirka halvanden måned. Det vil sige indekset nåede faktisk det niveau inden for en måned, og det har nu ligget fladt i et par uger. Gary vurderer, at indekset skal op i cirka 180 inden der kommer en korrektion, og det synes jo faktisk ikke så langt væk lige nu, og det kan måske også blive konservativt sat, hvis guldet fortsætter op. Guldet er i skrivenden stund i 1242 dollar, og det er stødt på modstand omkring 1260, hvor det i de seneste uger handlet har mellem 1200 og 1260. Gary venter, at næste større bevægelse vil blive op og det vil komme når vimplen bliver brudt, hvilket vil sige omkring 1250 (her). Hvis dollaren, som er styrket på det seneste begynder at falde sammen med aktiemarkederne, så tror Gary, at guldet kan nå 1400 før der kommer en større korrektion (her).

Grunde til at købe guld eller ædelmetalrelaterede aktier
Der findes rigtig mange grunde til at købe guld eller guldrelaterede aktier, og Zerohedge har listet seks grunde her. For det første fremhæves teknikken (TA), det vil sige, at guldet handler over både 50 og 200 dages glidende gennemsnit og yderligere er 50 dages glidende gennemsnit gået op igennem 200 dages glidende gennemsnit, hvilket danner et såkaldt golden cross. Yderligere har guldet lavet højere toppe og højere bunde, hvilket alt sammen er med til at definere et aktiv på vej op, men endnu vigtigere er det også grundlaget for, at hedgefonde og andre, som handler ud fra teknisk analyse, er købere i stedet for sælgere. Her er en masse grafer fra Peter L. Brand over guldet siden 1980 (her).
En anden og måske vigtigere grund på lidt længere sigt er, at udsigten til at få et fast afkast på statsobligationer eller i banken ser ud til at være meget minimale i det økonomiske miljø vi har i øjeblikket, hvor centralbanker i Danmark, Sverige, Eurozonen og Japan har introduceret negative renter. Det betyder, at det er meget svært at få et fast afkast, og ydermere er der risiko for at du i fremtiden bliver nødt til at betale for at have dine penge stånede i banken. På det seneste har der været en del skriverier om krigen mod kontanter af høj værdi, hvor nogle f.eks. vil forbyde 500 euro- og 100 dollar-sedler med den officielle begrundelse, at det primært er kriminelle, som bruger disse. Nogle mener så at dem der rigtig vil blive ramt er opsparerne, som ikke kan parkere deres penge uden for banksystemet, og du vil dermed skulle betale en form for skat (rente) på dit indestående. I scenariet med negative renter og digitale penge, som de eneste penge, så vil guld (som jo ikke giver noget afkast) lige pludselige være en god investering. En anden grund til at købe guld, og sikkert også en der er brugt her på det seneste er frygten for en nedsmeltning i aktie- og obligationsmarkederne blandt andet med henvisning til risikoen for kollaps i højrenteobligationer fra blandt andet olie- og minesektoren. Her er nogle af tilhængerne til en tur ned i aktiemarkederne Saxo Banks Steen Jacobsen (her) og Atilla, som nu har åbnet Xtrends (her) for offentligheden.
Her er yderligere fem grunde til at købe guld herunder at guldmarkedet er minimalt i forhold til aktie- og især obligationsmarkederne, og hvis først nogle af de store spillere herunder centralbanker i vesten begynder at købe, så kan der hurtigt blive pres på indgangen og dertilfølgende optur.

Sølv vs. guld
Hvis det er en god idé at købe guld, så er det på nuværende tidspunkt nok en endnu bedre idé at købe sølv eller sølvrelaterede aktiver, idet prisen på et ounce sølv er lige under 15 dollar sammenlignet med 1240 dollar for guld. Det giver en ratio på 83 ounce sølv per ounce guld, og det var nogenlunde niveauet forholdet nåede under finanskrisen i 2008, men det er vigtigere, at det laveste niveau er omkring 16 i 1980, hvor guldet koster 800 dollar og sølvet 50 dollar. Hvis det samme forhold kommer igen, så vil sølvet outperformer med en faktor 5,2 (83/16). De rigtige sølvbulls inklusive Gary har tidligere talt om, at det kan være at forholdet kommer helt ned omkring 10, som også cirka er forholdet mellem produktionen af guld og sølv, hvor der produceres knap 3000 ton guld om året sammenlignet med 27.000 ton sølv. Det ville i skrivende stund så give en pris på 120 dollar per ounce for sølv og det er jo bare ved 1200 dollar guld, hvis så guldet stiger til 5000 dollar eller 10.000 dollar, så vil sølvprisen med en ratio på 10 jo så være 500 dollar eller 1000 dollar. Det er dog nok ikke så sandsynligt i øjeblikket,  men det kan måske blive virkelighed, hvis der kommer hyperinflation. Så er spørgsmålet bare hvad man kan købe for 1000 dollar. Høj inflation er endnu en grund til at eje ædelmetaller for at beholde købekraften. Hvor galt det kan gå har man igennem årene kunnet se i Weimar-Tyskland i 1922-23 og seneste i blandt andet Venezuela og Zimbabwe. Argentina har også været hårdt ramt og landet har devalueret flere gang siden 1945, så pesoen er i perioden blevet 10.000 mia. gange mindre værd, hvilket svarer til et gennemsnitligt fald på 55 pct. hvert eneste år siden anden verdenskrig (her).

Hvor og hvordan placerer jeg mine penge?
Hvis du først har besluttet dig for at placere penge i ædelmetallerne, så er mulighederne for at købe fysisk sølv eller guld blandt andet at kontakte PR (her), hvor man kan købe svenske sølvmønter til spotpris for 800/1000 og 10 pct. under for 400/1000 og de har også guldmønter. Hvis man gerne vil have 1 ounce sølvmønter, er det smartest at købe fra Tyskland f.eks. Silberling (her), der har et rigtig godt udvalg, og Robbe og Berking (her), som har butikker - blandt andet i Flensborg. På aktiemarkedet kan man som tidligere nævnt købe Sprotts PSLV i USA for eksponering mod sølv eller CEF i USA som eksponering mod både sølv og guld. Ellers er muligheden streamingselskaberne, der har købt mineselskabers ædelmetalproduktion ved at betale et beløb før minen bliver opført og så måske ned til 4 dollar per ounce sølv herefter. Her kan nævnes Silver Wheaton, Franco Nevada, Sandstorm Gold og Royal Gold.

Blandt mineselskaberne har der været nogle voldsomme stigninger, hvor First Majestic, Pan American og Endeavour Silver alle er steget mere end 60 pct. siden 22. januar, mens Endeavour Mining, som ligesom svensk-noterede Semafo også har guldproduktion i Burkina Faso, er steget med 73 pct., mens Semafo "kun" er steget med 45 pct. Guld bugs-indekset er i samme periode steget 56 pct. Alle disse guld og sølvmineselskaber kan være værd at købe, men man bør dog i min optik helst købe på dage med fald eller og også bare drypkøbe. Semafo er i min optik nok det sikreste valg af disse fordi selskabet har en forholdsvis lav produktionspris og de har lige offentliggjort et studie over en udvidelse af produktionen så den bliver cirka fordoblet til knap 500.000 ounce om året fra 2018, hvilket ventes at kunnet nås med selskabets egne penge og penge fra produktionen (det er vigtigt at din ejerandel ikke bliver udvandet). Selskabet er ikke billigt, så upsiden er derfor måske også lidt mindre end med nogle af de andre, som blandt andet har mere gæld. Det gælder også Maya Gold & Silver (MYA i Candada), som bærer rundt på en gæld på 25 mio. dollar og det er måske også grunden til at den ikke rigtig vil flyve. Til gengæld kan man så købe den nogenlunde billigt, men det er noget mere usikkert end de andre, og i det hele taget er det her jo ikke Novo Nordisk i fedmeland. Grunden til at mineselskaberne har været flyvende er også, at det har været en fantisk handel at shorte dem i de seneste fire år og folk er blevet ved og bliver nok fortsat ved med det fordi det har givet så godt i lang tid. De bliver nu presset, hvilket presser prisen højere op. Skribenten fra Inkakolanews (her) ser ud til at have solgt sine positioner for tidligt og håber nu på en korrektion, hvor han blandt andet hiver Franco Nevada frem og modstanden omkring 60 US dollar, som et argument for, at vi skal ned. Han har i denne (her) også erkendt, at han har solgt alt for tidligt og nogle af de selskaber han nævner er nok værd at tjekke ud - herunder blandt andet McEwen Mining (MUX) og New Gold (NGD), som begge kan købes i USA.

Med hensyn til industrimineselskaberne så er Freeport McMoRan, som jeg nævnte for knap en måned siden, steget til knap 9 dollar fra 4,85 dollar og generelt har gældsplagede råvareselskaber haft det rigtig godt her på det seneste. Mineselskaberne bliver blandt andet understøttet af kobberprisen, som er steget til det højeste niveau i mere end tre måneder (over 4800 dollar per ton fra en bund lige over 4300 dollar per ton). Folk undrer sig over hvorfor kobberet stiger sådan når alle taler om en hård landing i Kina og frygt for økonomisk afmatning i hele verdenen. Hvad kan jeg sige - prisen vinder - og det kan jo være, at det er doktor kobber som vil lede vejen op fra bunden.

Hele råvaresektoren har været godt kørende og olien er lige kommet over den faldende trendlinje og folk er begyndt at tale om en dobbelt bund. Gary er pt. lang alt på nær dollaren, og det vil sige, at han også er lang olie og olierelaterede aktier. Han påpeger (her), at aktiemarkedet, olie og guldet kan stige samtidig, hvilket var tilfældet fra bunden i 2008-09 og frem til midten af 2011, og han venter, at det samme kan komme til at ske nu. Hvis han får ret så skal man bare købe og sidde på hænderne. Gary (som ikke har en krystalkugle) tror at alt stiger herfra blandt andet fordi centralbankerne vil få hvad de ønsker (inflation og mere til) (her). Olien er steget i dag (onsdag) efter lageropgørelsen fra USA, som viste den største lageropbygning nogensinde og mange hæfter sig ved, at et marked bunder når det stiger selv på dårlige nyheder. Med hensyn til olien, og hvis den har bundet, så er der også gode muligheder her. Der har i dag også været rigtig godt gang i de pressede olieselskaber hvor Marathon Oil steg 14,6 pct. til 9,12 dollar og den brasilianske tosseanstalt Petrobras (PBR) steg 8,8 pct. til 4,12 dollar. Jeg vil nok fortsat foretrække nogle af Lundin-selskaberne såsom Lundin Petroleum, Africa Oil eller Black Pearl, hvor sidstnævnte nok er det mest usikre, men dermed også det med størst potentiale. Olierigselskaber kan også være en mulighed f.eks. er Seadrill begyndt at sige lidt efter at være blevet massakreret. Selskabet kæmper dog ligesom mange andre med en kæmpe gældspost på 11 mia. dollar - fortalerne taler dog om, at selskabet har de nyeste rigs og derfor bør kunne klare skærene. Men det er helt sikkert i lottoafdelingen pt., det kan dog hurtigt ændre sig, hvis først olien begynder at kravle opad. Med til lottoafdelingen hører også tørlastaktierne, hvor Golden Ocean har fået læsterlige tæv og aktien må være faldet noget der ligner 99 pct. siden toppen. Storaktionærer John Frederiksen har solgt for 4,4 mia. nrk. i lakseopdrætsselskabet Marine Harvest, og han ventes at skyde nogle af disse penge i Golden Ocean eller måske Seadrill, så det kan måske indikere en bund (det har jeg nu troet før). D/S Norden er også kommet lidt væk fra bunden blandt andet efter at tørlastraterne er steget i de seneste to uger. Man bør dog lige påpege, at Capesize-raterne (et tørlastsskib på 300 meter) er på 800 dollar om dagen. Da de var højeste i 2008 var raterne på 230.000 dollar om dagen og break even skydes til at være omkring 10-12.000 dollar om dagen.

De generelle aktiemarkeder er kommet et godt stykke væk fra bunden i lige over 1800 i S&P 500-indekset og det handler nu i 1986. Indekset lavede en dobbeltbund med bunde i midten af januar og starten af februar (11. februar), mens Dow Jones Transport-indekset, som anses for at være en ledende indikator bare er fortsat op siden bunden i midten af januar (det skyldes nok en form for eksponering mod råvarer, som er bundet tidligere end aktiemarkederne). Det tyder positivt, hvis man er lang aktier. Gary tror, at biotekaktierne vil fortsætte opturen, som blev stoppet i juli, og han tror at biotek-ETF'en IBB skal i mere end 1000 før aktiemarkedet for alvor skal crashe. Det skal sammenlignes med en kurs nu på 268, men de 1000 er nok nogle (et par) år ude i fremtiden i et boblescenarie. Hvis biotek skal lede opturen så er det nok også fint at være eksponeret her. Her kan man jo vælge danske Genmab, som har været på himmelfart siden jeg til enkelte udvalgte anbefalede køb den 9. februar, da den lå lige over 600 kr. og nu ligger den i 856 kr. Hvis der kommer en rigtig optur, så kan der være en del mere at hente i Genmab, hvor det der blandt andet driver aktien i øjeblikket er salgstal for Darzalex, hvor nogle finanshuse venter topsalg på 7 mia. dollar. Bavarian Nordic, som jeg den 8. oktober her på siden skrev så tvivlsom ud med et åbent gap i 214 kr., fik lukket gappet og kom kortvarigt ned til 209 kr. samtidig med bunden i Genmab og nu ligger den i 290,50 kr. Hvis man vil have amerikanske biotekgiganter så kan man tjekke mit indlæg (her) fra sidste år alternativt kan man nok bare købe en investeringsforening eksempelvis Danske Bioteknologi. Inrater tror at Exelixis (EXEL) svarer til Genmab da den lå i 80 kr. (her). Agenus (AGEN), som jeg tidligere har nævnt, har fået store tæv, men er i dag steget 10 pct. forud for morgendagens regnskab, det bliver nok en skuffelse som så mange gange før, men hvis de begynder ikke at skuffe, så kan den måske være værd at holde øje med. Selskabet handles nærmest til kontantbeholdningen. Celldex (CLDX) kan også være et long shot, hvis man kan lide mindre biotekselskaber (markedsværdi 900 mio. dollar). Novo Nordisk er jo også lidt i samme boldgade, og hvis først det begynder at køre, så vil den nok også opleve noget medvind omend mindre end de mere spekulative.

Hvis man gerne vil ind i det ene eller andet aktiv (alm. aktier, mineaktier eller ædelmetaller) så kan der komme vendinger eller store udsving på fredag i forbindelse med arbejdsmarkedsrapporten (kl. 14.30). Næste større begivenhed er ECB-mødet den 10. marts (kl. 13.45 og pressemøde 14.30) og Fed-mødet den 16. marts (kl. 20). Ellers kommer der givetvis også noget fra Kina.

Blog roll
Jeg vil lige her på falderebet præsentere en blog med fokus på guld og råvarer (Goldtent TA Paradise) (her). Jeg mangler generelt råvarefokuserede blogs til at finde gode juniorminer. Alternativet er så, at jeg selv lave bloggen og dykker alvorligt ned i alle mineselskaberne. Det er bare meget krævende, og der findes tusindvis af mineselskaber, så det ville være rart med nogle til at lave en grovsortering. Men her kan Goldtent bruges sammen med JordanFonden og tidligerenævnte IKN kan også bruges. Ellers kan man jo også kigge på, hvem Sprott Management har i deres fonde eller hvem Casey Research anbefaler. Der fandtes i gamle dage flere blogs med lister over mineselskaber med data over reserver i jorden, metalindholdet og markedsværdi etc. Den ville være fin at have igen. Så må jeg for en sikkerheds skyld lige skrive, at jeg ejer aktier i nogle af de selskaber jeg skriver om samt at investering er fuldstændig på eget ansvar.