onsdag den 12. februar 2014

Minerne bryder MA200 og sølv og guld bryder trendlinjer

Den kedelige tendens i ædelmetallerne fortsatte lige indtil nytår, hvor guldet var nede og røre 1181 dollar, hvorved vi har fået en dobbelt bund. Hvis den holder, er det en god indikator, og i øjeblikket er der også noget der tyder på, at vi er ved have skabt en bund. Som man kan se af nedenstående graf, så er guldet kommet over den faldende trendlinje (rød) samt over 50 dages glidende gennemsnit (MA 50). Alle tre parametre er vigtige for en videre opgang og MA 200 ligger pt. i 1309 dollar og hvis først den falder, så styrkes bull-casen. Sjovt nok er det præcis ét år siden, at guldet sidst har handlet over MA 200.

Sølvet nåede ikke helt ned til juni-bunden, men har kun ved tre lejligheder nået ned under 19 dollar sammenlignet med juni-bunden i 18,15 dollar. Sølvet handler pt. i 20,20 dollar og er derfor kun godt 6 pct. over den seneste bund sammenlignet med knap 10 pct. for guldet. Det kan i min optik blandt andet betyde, at guldet er understøttet af fear trade, hvor folk er blevet nervøse og derfor sikrer deres gevinster i noget der ikke er steget så meget. Direkte flugt er der ingenlunde tale om endnu, men det tyder på, at emerging markets-problemerne har øget interessen for guldet. Sølvets kursmæssige underpræstation skal nok ses i den sammenhæng, at sølvet også er et industrielt metal, hvorfor det ofte handler i takt med f.eks. kobber, der jo netop er afhængig af emerging markets efterspørgsel. Sølvet er også kommet over den faldende trendlinje (rød) samt over MA 50.

Minerne har vist den klart bedste kursudvikling, hvor GDX i dag er kommet over MA 200 for første gang siden nytårsdag 2012 og GDXJ kom over MA 200 i går efter at have været under siden november 2012. De store guldminer (GDX) er steget over 25 pct. siden 23. december og juniorerne (GDXJ) er steget 45 pct. siden lillejuleaften. Begge steder er vi også over de faldende trendlinjer. GDXJ er dog kommet til 50 pct. fibonaccien af bevægelsen fra toppen i august til december-bunden og GDX er kommet til en stigende trendlinje samt til 50 pct. fibonaccien for august-toppen til december-bunden. Ikke noget der behøver at få en stor betydning, men det kan dog give lidt modstand og der er et open gap omkring 24 dollar samt i omkring 38,5 dollar i GDXJ, der måske skal lukkes. Alt i alt meget positive tendenser for den fremtidige udvikling i ædelmetallerne om end den ekstra fart i minerne sikkert skyldes short covering, hvilket den tunge volumen i GDXJ kan tyde på.


Gary er også blevet mere positiv på ædelmetallerne og han venter, at 2014 bliver et år med inflation, lidt à la 2008, men hvor han dog først tror, at Nasdaq Comp. skal over 2000-toppen i 5000 (her). Han tror, at dette vil blive nået i løbet af de næste 3-4 måneder, idet de privatinvestorer vil jagte de sidste stigninger. I samme ombæring forventer han, at råvaresektoren vil begynde et stealth rally, og han pointerer, at CRB-indekset allerede er kommet over den faldende trendlinje. Derefter lyder hans scenarium på et crash i aktiemarkeder, hvor folk så søger ly i råvaremarkederne, heriblandt særligt ædelmetallerne, idet de har fået flest stryg.

Trader Dan (her) har også lagt mærke til styrken i minerne og pointerede mandag, at gold bugs-indekset (HUI) er kommet igennem modstanden i 225 og han fremhæver også, at enhver bevægelse i ædelmetallerne skal bekræftes af minerne. Han lægger også vægt på, at ADX-indikatoren i HUI er over 25, hvilket er et tegn på at markedet er i en trend og at fald derfor bør tiltrække sig købsinteresse. Jeg har ikke fulgt fuldstændig med, men jeg tror han har sagt stop til interviewene med Eric King fra King World News, der er en hjemmeside der kun kan levere positiv information om guldet, og gold bugs-nyhedsbrevsforfatterne får da også lige en bredside. Han er overordnet mere forsigtig end Gary (han er jo også forfatter til et nyhedsbrev), og han siger, at der ikke er noget der er afgjort før guldet er i 1350 eller måske helt til 1400 dollar.

Vestas har klaret sig rigtig godt siden aktien for godt et år siden kom over MA 50 og MA 200 og ventede man til det gyldne kryds, hvor MA 50 gik op igennem MA 200, så kunne man have købt Vestas til omkring 40 kr., hvilket på daværende tidspunkt jo var langt fra lavpunktet omkring 25 kr. men meget længere fra nuværende niveau på 195 kr. Jeg hiver det frem for, at gøre opmærksom på, hvad der kan ske med aktier, der har fået gevaldige tæv. Jeg ved ikke om guld- og sølvminer eller uranminer for den sags skyld vil få en udvikling ligesom Vestas, men der er i hvert fald tegn på at trenden er ved at vende. Hvis vi får et super positivt aktiemarked, så kan Vestas-aktien måske nå et open gap i 288 kr. og højst sandsynligt højere, hvis der kommer mere gang i råvarerne herunder især naturgas og olie. Men igen aktien er steget meget og jeg ville nok passe lidt på, hvis den falder ned omkring MA 50, hvor den helst ikke må tilbringe alt for meget tid, og ellers de seneste bunde omkring 164 kr.

Mineaktierne har som tidligere nævnt klaret sig rigtig godt og en af favoritterne blandt de mere defensive er streamingselskabet, dvs. de har købt fremtidig sølvproduktion fra en lang række miner, Silver Wheaton (SLW). Aktier er også lige kommet over MA 200, der for New York-noteringen ligger i 22,6 dollar. I Canada har aktien været over MA 200 siden 17. januar og her ligger MA 200 i 23,7 CAD.
Endeavour Silver (EXK) er en af mine favoritter blandt sølvminerne og den har også klaret sig godt siden den seneste bund i 3,12 dollar og den er nu kommet til 4,95 dollar. Den ser dog ud til at være stødt ind i noget modstand i dag, idet den ikke kunne holde momentum, men det synes lidt at have været trenden på det seneste, men det bliver alligevel til fremgang, stort set hver eneste dag.


First Majestic (AG) plejer også at være en favoritterne blandt sølvminerne. Aktien er i dag i New York også kommet over MA 200, og hvis man skulle være interesseret i at købe kan man kigge efter MA 200 eller et open gap i 10,75 dollar. Ellers kan de faldende trendlinjer måske også give noget støtte.

Guldmineselskabet Semafo, der både er noteret i Canada og på børsen i Stockholm, er en favorit hos Jordanfonden, og denne aktie har også klaret sig ganske godt siden sommer. Som man kan se på grafen er aktien kommet cirka 200 pct. væk fra bunden i sommer i lige over 8 skr. og vi fik et gyldent kryds (golden cross) i oktober da aktien lå under 16 skr.

Blandt C20-aktierne vil jeg lige gøre opmærksom på et gyldent kryds i FLSmidth-aktien, hvilket måske kan indikere mere positive vinde. Cement- og mineudstyrsproducenten aflægger regnskab torsdag morgen og i min bog kan det både blive en dreng og en pige. Jeg har dog på fornemmelsen, at aktien vil stige på regnskabet, mest af alt fordi der er en rigtig stor short-andel i aktien, hvilket betyder, at det mindste tegn på flere besparelser, øget overskud eller mindre dårlig ordreindgang kan få shorterne til at lukke deres positioner, hvilket kan give 10 pct. temmelig hurtigt. Det koblet med (måske) stigende råvarepriser, kan være med til at understøtte aktien. Hvis man har en lang tidshorisont kan man købe før regnskabet alternativt kan man købe efter, hvis der kommer fald eller hvis den ikke stiger så meget.

Stemningen iblandt uranaktierne er også blevet noget bedre på det seneste efter at Japan er i gang med at starte atomkraftværkerne op igen efter Fukushima-katastrofen. En af mine favoritter er Denison Mines (DNN i USA), der er et Lundin-selskab. Her har også lige været et gyldent kryds, men som man kan se af grafen giver det ikke nogen sikkerhed for, at vejen er banet for videre opgang. Derfor ville jeg, hvis jeg skulle købe, helst vente på en test af MA 50 i 1,22 dollar eller MA 200 i 1,18 dollar, hvor jeg så ville forlade handlen, hvis den lukkede under. Man kan også bare købe ved lidt svaghed med stop under de to glidende gennemsnit.

Cameco er Exxon Mobil inden for uran, og den aktie bør lede vejen og den er løbet ind i lidt modvind, så det kan fortsat være lidt for tidligt at gå ind i uranaktierne ellers skal man i hvert fald have rigtig lang tidshorisont. I USA skal den gerne over de seneste toppe omkring 23 for at vise styrke, men aktien har dog i forbindelse med regnskabet været nede og røre MA 200, og hvis dette niveau holder, så kan det måske være nedtur nok for denne gang (artikel om uran/Cameco (her)). I Canada har aktien været over de seneste knap to års toppe og kan den genindtage niveauet over 23,5 CAD vil jeg igen være positivt stemt.

Til sidst vil jeg lige slå et slag for bloggen Paradigmet (her), hvor blogger Morton H får vendt og drejet mange af de ting der er oppe i tiden, men fra en vinkel der er 180 grader imod systemet. Jeg er ikke enig i alt han siger, man jeg kan lide indgangsvinklen og han har rigtig mange interessante synspunkter. Dig in, der er vitterligt meget at læse.