tirsdag den 27. august 2013

Guld over 1400 og sølv over 24 dollar plus sure opstød

Det har været positive ti dage i ædelmetalland, hvor sølvet nu er over 24 dollar og guldet har brudt 1400 dollar. Efter sidste indlæg har der kun været meget korte periode med angreb i sølvet, hvorfor man har skullet være meget hurtig, hvis man ville have sølv på tilbud og vi har slet ikke været i nærheden 20,50 dollar. Ædelmetallerne har på det seneste været drevet af skuffende amerikanske nøgletal, hvor det torsdag var svage tal for arbejdsmarkedet (nye ugentlige ansøger om understøttelse) og fredag var det svage tal for boligmarkedet og i dag var det skuffende tal for varige forbrugsgoder.
I guldet var vi lavest nede omkring 1314 dollar, så man skulle virkeligt kende sin besøgelsestid. Som man kan se af nedenstående graf over guldet, så kan man se, at MA 10 ligger i 1312 og MA 50 lå cirka samme sted (kan ikke ses på grafen). Det er som tidligere pointeret meget vigtigt og sikkert også med til at få hedgefonde til at vende deres positioner, så de nu er lange i guldet. Det bedste bud på hvor langt vi skal er fortsat cirka 1550 dollar eller der er i hvert fald et open gap i 150,70 i GLD. Niveauet over 1525 kan sikkert også skabe noget modstand (tidligere bunde).
Sølvet har handlet over MA 50 siden 20,3 dollar og siden da har sølvet som tidligere nævnt ikke kigget sig tilbage. Første modstand er 24,7 dollar, idet her ligger en 38,2-fibonacci samt en tidligere top. Næste modstand ser ud til at ligge omkring 27 dollar, hvor 50 pct. fibonaccien ligger samt en tidligere bund samt en top i 28 dollar. Ud over det bør 26,2 dollar også give noget modstand, idet det var bunden i flere omgange efter foråret 2011. Sølv-ETF'en SLV har et open gap i 25,2 dollar og et til i 26,6 dollar.
Minerne har klaret sig godt, hvor GDX er kommet til 30,44 dollar fra cirka 27 dollar ved seneste indlæg. I GDX ligger der open gaps i 32,13 dollar og et i 34,17 dollar. Silver Wheaton (SLW) er i USA kommet lige til MA 200, hvilket nok kan give lidt modstand. Streaming-aktien er også kommet meget langt siden bunden i slutningen af juni, idet det er blevet til hele 60 pct. Det plejer, at være et godt tegn når SLW outperformer sølvet.
En af favoritterne blandt sølvminerne First Majestic (AG) er kommet til 15,77 dollar efter bunden i 8,8 dollar og denne aktie er også løbet ind i MA 200 i 15,6 dollar, som aktien dog er lukket over i dag. Næste  modstand ser ud til at være omkring 17,2 dollar (tidligere top og en 161,8 fiboncci). Endeavour Silver (EXK) er næsten fordoblet siden bunden i 2,87 dollar, hvor vi nu er i 5,55 dollar efter aktien også næsten er nået til MA 200 i 5,75 dollar. Hvis Endeavour falder skal man holde øje med et open gap i 4,2 dollar. Gary mener, at minerne vil fortsætte opad, hvor han forventer, at Gold Bugs-indekset (HUI) vil nå MA 200 i 333, hvor indekset nu er i 274. Der er dog også et par open gaps i 300 og 320, som kan give noget modstand.

De almindelige aktiemarkeder har været igennem en mindre nedtur, hvor S&P 500-indekset faldt til 1634, hvor vi i dag er lukket i 1660.
Vestas faldt markant op til regnskabet i sidste uge, men vindmølleproducenten overraskede alle ved at fyre Ditlev Engel, hvilket markedet syntes godt om. På grafen kan man se, at Vestas-aktien kom lige til MA 50. Som man kan se handles aktien i en form for vimpel, og det er nok i udfaldet af denne vimpel, man skal se efter retningen.
Coloplast ser direkte tung ud, og aktien skal gerne lukke over MA 10 i 310 for bare at få lidt medvind. Støtte ligger i MA 50 i 303. Chr. Hansen klæber sig til undersiden af den faldende trendlinje og kan få lidt medvind, hvis aktien lukker over (186). Den er dog stadig tung, da aktien handler under alle af de vigtige glidende gennemsnit. Novo Nordisk ser også lidt tung ud, og aktien er faldet under den stigende trendkanal. Aktien er dog fortsat over MA 50 og 200.
FLSmidt ser til gengæld ganske fornuftig ud, i hvert fald så længe aktien kan holde MA 200 i 320. Der er dog et open gap i 330, som blev nået i dag, hvilket også har været tydeligt for en del andre, idet aktien hurtigt blev sendt tilbage til 320.



Krig i Syrien
Den seneste uge har massemedierne igen kørt en kampagne om, at Assad har brugt giftgas mod sine egne folk i en forstad til Damaskus. Heldigvis tager medierne forbehold med hensyn til oplysningerne om giftgassen og det bliver ofte nævnt, at det kun er formodet. Ikke desto mindre, ser det nu ud til, at USA, Storbritannien og Frankrig er på vej til at intervenere i Syrien og i den forbindelse er det jo også spændende at se om vi (Danmark) skal i krig igen. Overordnet køber jeg slet ikke, at Assad skulle bruge giftgas. For det første har han på det seneste klaret sig rigtig godt, og han stod til at vinde. For det andet, hvorfor skulle han vente til, at FN-observatørerne kom til Damaskus og så udføre angrebet fem minutter fra hvor observatørerne er indkvarteret. Sidst og vigtigst af alt cui bono, hvem drager fordel af dette angreb eller i hvert fald påstanden herom. Det er jo lige præcis oprørerne og herefter de krigsliderlige i USA (neo cons), Qatar (de vil gerne sælge gas til Europa og hvis Syrien er ude af spillet, så de ikke kan bruges som transitland til en pipeline). Sidst men ikke mindst vil jeg ikke udelukke, at det passer Israel rigtig godt, at naboerne i Syrien og for den sags skyld også Egypten er på vej i opløsning. Det vil gøre det meget lettere, at få skabt et stor-Israel (Eufrat til Nilen). Det er jo alt sammen spekulationer, der stensikkert vil komme i conspiracy-skuffen fordi det ikke spiller overens med the powers that bes fortælling. Men det er nu i det hele taget desværre lidt foruroligende når Lasse Ellegaard i en leder i Information (her) maler billedet op med den fredelige opposition mod al-Assad-regimets primitive ’sikkerhedsløsning’ og morderne i Damaskus. Jeg havde håbet på en lidt mere nuanceret leder fra den kant, men det er nok bare mig. Jeg synes, at Per Dørups kommentarer giver et meget bedre billede af hvordan jeg opfatter konflikten. Efter alt hvad vi har været igennem i de seneste mange år med CIA, som uddanner muhajedinere i Afghanistan, som man så sender til Jugoslavien for at begå massakre og alle de andre tiltag så har jeg bare ikke meget tiltro til nogen der vil destabilisere nationer i det hele taget og i Mellemøsten især. Man må bare håbe, at de kommer til fornuft, for ellers kan det hurtigt ligne begyndelsen på tredje verdenskrig, da Syrien jo er støttet af Iran, Rusland og Kina og da Israel rigtig gerne ser Iran bombet, så vil der med et flyveforbud være frit hele vejen til Iran. Jeg synes også, at det vil være fuldstændig tosset, hvis Danmark skal indblandes efter den seneste måneds artikler og historier om vores deltagelse i Afghanistan, som ifølge en eller anden analytiker i et DR-program stort set kun har gavnet vores forhold til USA og kun i meget lille grad har hjulpet afghanerne. Så vi må da håbe, at Maersk Line kan få lov til at sejle USA's krigsmateriel, hvis vi skal intervenere.

Medierne som den fjerde statsmagt?
Generelt synes jeg mediernes dækning af det meste er lige til at lukke op og skide i. Det er slet og ret fuldstændig elendigt og der er kun meget få, der forsøger at udfordre det bestående eller i det hele taget tænke lidt ud af boksen. DR2 viser fra tid til anden programmer, der udfordrer det bestående og det er da en befrielse at se et program som i sidste uge, som netop handlede om, at mediernes rolle som den fjerde statsmagt er gået fløjten. Det er et af de bedste dokumentarprogrammer jeg har set længe. Her var en historie om en journalist i USA, som havde optrevlet at CIA stod bag drug trafficking og skrev artikler om det. De store dagblade opsnappede dette og fik CIA i tale, der så (selvfølgelig) afviste. Det korte af det lange blev, at han blev fyret og at han aldrig kunne få et job som journalist igen, og til sidst begik han selvmord. Så meget for den fri presse i the land of the free. I Danmark ser det ikke nødvendigvis meget bedre ud, når DR i forbindelse med deltagelsen i Irak-krigen (WMD) ville grave i hvordan det lige hang sammen, og da journalisten kontakter Udenrigsministeriet så truede de med at privatisere DR, hvis journalisten gravede videre. I det hele taget er der en større heksejagt i gang på folk, der fortæller sandheden eller bare interesserer sig for sandheden. Edward Snowden er jo jaget vildt af USA og Bradley (Chelsea) Manning fik 35 års fængsel for at lække 700.000 dokumenter til Wikileaks. Journalisten Michael Hastings kørte sig (angiveligt) ihjel på en omfartsvej i LA med meget høj hastighed. Han har tidligere optrævlet noget med generaler i Irak eller Afghanistan og var vist på sporet af noget stort. Hans Mercedes brændte heldigvis helt ned, så man ikke kunne se hvordan han kørte galt og motoren blev fundet 100 meter væk (mange meter i hvert fald), så nogle tror at bilen blev sprængt i luften eller måske hacket.

I går så jeg dette interview (her) på Deadline, hvor sociolog Ole Bjerg fra CBS diskuterer, hvordan bankerne skaber digitale penge ud af ingenting og at det derfor er bankerne og ikke Nationalbanken, som sidder med magten over pengemængden. Det er en meget interessant debat (læs også indlægget her), men han var desværre lidt for uskarp og kunne ikke helt komme frem til sin pointe, som jo netop er, at Nationalbanken skal have alt magten over pengene og ikke kun over renten, som det ser ud i øjeblikket. Problemet i Deadline-debatten var at studieværten ikke anede et hammerslag om, hvad det drejede sig om (det gør nok maks 200 mennesker i Danmark) og jeg er også i tvivl om, modstanderen fra Nykredit helt havde styr på det. Han gled i bedste politikerstil af på spørgsmålene og svarede i øst når der blev spurgt i vest. Denne artikel (her) fra Information bygger lidt videre på Ole Bjergs idéer og her er det også værd at læse kommentarerne, hvor der er stor uenighed mellem mainstream-økonomer, som ikke køber tesen om, at det er bankerne der styrer pengemængden, og så debattører, som har fået deres information uden for universiteterne. Jeg skal ikke kunne sige hvad der er rigtig eller forkert i den debat, om end jeg nok ofte vil hælde til den side, hvor man bliver kaldt konspirationsteoretiker. Det er vitterligt svært ikke at vedblive i den overbevisning når man dagligt får beviser på, at grupper i samfundet konspirerer for at mele deres egen eller nogle af deres venners kage. Se blandt andet denne artikel fra mainstream MarketWatch (her), hvor det fremhæves hvor moralsk anløbne Goldman Sachs er, og i hvor høj grad de skaber det ønskværdige værdisæt hos de konkurrerende banker samt i staten (Goldman har tidligere folk på mange vigtige poster). For lige for en kort stund at vende tilbage til medierne, så er det jo lidt sjovt, at Amazon.com-stifteren Jeff Bezos har købt Washington Post og at Boston Globe blev solgt til Boston Red Sox-ejeren John Henry. Begge aviser har kørt med underskud og uden at jeg skal kloge mig alt for meget, så tror jeg at avisernes faldende oplag i høj grad skyldes, at man i bedste fald kun får serveret ligegyldigheder og i værste fald løgne. Og hvem vil betale for det? Rigmændene vil åbenbart betaler for medierne, hvordan de så end har tænkt sig at lave penge på dem.

Hvem overtager Chairsatans stol?
Ben Bernanke går af den 1. februar 2014 og inden da, skal de som tidligere nævnt have fundet en afløser. Larry Summers er i øjeblikket favoritten og i den forbindelse vil jeg henlede opmærksomheden på denne artikel (her) fra Vice Magazine om The Secret End Game og om hvordan Larry Summers, Robert Rubin og Tim Geithner fik ophævet Glass-Steagal (adskillelsen mellem investeringsbankerne og almindelig bankdrift), hvilket ifølge forfatteren var som at udskifte bankbokse med roulettehjul. Bankerne ville gerne have lov til at handle med derivater (JPMorgan har vist 88.000 mia. dollar i derivater (hvoraf mange er rentederivater, så spørgsmålet er hvad der sker, når renten stiger endnu mere end den allerede er)). De tre herrer brugte så WTO som løftestang til at få gennemført ophævelsen af Glass-Steagal, så lande skulle godkende ophævelsen ellers var det umuligt at eksporterer varer (f.eks. til EU). Det er jeg helt sikker på, at de er henrykte over i Grækenland, hvor de kun har en arbejdsløshed på knap 28 pct. og en ungdomsarbejdsløshed på over 50 pct., hvor Goldman Sachs blandt andet var med til at tildække de græske gældsproblemer ved hjælp af derivater (her). Det korte af det lange, er at de folk burde stilles for en domstol og de burde aldrig mere se dagslys. Følgerne af deres handlinger er enorme og der er mange, mange flere der er døde som følge af disse regler end der er i 9/11.

Inflation i fat fingers
Fedmeepidemien har godt fat i finansverdenen og der er gået direkte inflation i fat fingers. Første gang vi rigtig stødte på udtrykket fat fingers var efter 6. maj 2010, hvor flere store amerikanske aktier blev sendt 99 pct. ned og S&P 500-indekset dykkede 10 pct. på meget kort tid (10 min. eller sådan noget). Udtrykket dækker over, at en trader angiveligt skulle have trykket forkert og måske sendt bud om at sælge i 1 dollar i stedet for 100 dollar og måske solgt 1 mio. aktier i stedet for 10.000. Ved de senere fat fingeres har det dog været computerne eller programmørerne der har fået skylden, og seneste har Goldman Sachs da også fyret nogle programmører, efter Goldman i sidste uge ved et uheld sendte tusindvis af ordrer på optioner af sted, hvilket kan koste investeringsbanken 10 mio.-vis af dollar (her). I går var det så Israel Corp., der dykkede til 210 shekel fra 167.200 shekel (her). Fredag i forrige uge steg Shanghai-indekset over 5 pct. efter for 23 mia. yuan fejlordrer fra mæglerselskabet China Everbright Securities. Det er rigtig mange fat fingers på kort tid, og det skaber i hvert fald ikke tillid til aktiemarkederne, som i forvejen lider under fraværet af tillid. Så miljøskadet jeg nu er, så har jeg svært ved at tro på at så mange laver dårlige programmer eller trykker forkert. Jeg er af den overbevisning, at der er nogle der har gang i noget kriminelt, som de dækker over ved disse fat fingers.  F.eks. kan man få en masse presset ud af  deres shorts med sådan en optur på cirka 6 pct. på under en halv time.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar