onsdag den 12. august 2015

Er råvareaktierne på vej ind i varmen igen?

Det har været en kedelig periode, hvis man har været interesseret i råvaresektoren, hvor guldet er faldet til det laveste niveau siden 2010 og olien er faldet tilbage til bunden fra marts i år. Der er dog enkelte ting, der kunne tyde på, at vi er kommet tættere på en bund (men - det har jeg jo troet (håbet) på mange gange tidligere i de seneste tre fire år). Så hvorfor skal det være anderledes nu?

Gary har ikke performet så godt i de senere år, og han tog så konsekvensen for godt et år siden og delte sin portefølje op i fem lige store dele (aktiemarkedet, ædelmetaller, energi, obligationer og valuta). Han er nu fuldt investeret i sin ædelmetalportefølje og i sin energiportefølje. Jeg mener, at det er et godt stykke tid siden, at han sidst har haft så høj en eksponering mod råvarer.

Guldprisen har været nede omkring 1080 dollar, hvilket er halvdelen (50 pct. fibonacci) af bevægelsen fra Browns (Gordons) bottom omkring 250 dollar til toppen i 1920 dollar. Når et  bullmarked som eksempelvis guldet falder tilbage, så vil det være naturligt, at halvdelen af stigningen skal fordøjes før end der er energi nok til den næste stigning, så det kan tale for optur herfra. Guldprisen er så kommet tilbage igen til over 1100 dollar, og ligger i skrivende stund omkring 1109 dollar. Gary og flere andre herunder Martin Armstrong, er dog ikke sikker på, at det er den endelige bund, men de vurderer indtil videre, at der kan komme et kraftigt bear market rally i guldet.

Her kommer en række grafer for ædelmetalaktier (GLD, SLV, GDX, First Majestic og Endeavour Silver i Canada og USA). Overordnet er de alle faldet rigtig meget, og mange af dem er i en faldende vimpel, som ofte bliver brudt til opsiden. Vi er dog fortsat meget tidligt i en eventuel optur, så man kan på ingen måde tale om en trend endnu. Vi er dog kommet så langt væk fra bunden, så man kan bruge den seneste bund som stop. Alternativt, kan man købe og beholde med udgangspunkt i at kurserne nu var kommet så langt ned, så der skal komme en modreaktion.







De generelle aktiemarkeder kører sådan set okay, men jeg er af den mening, at vi snart skal have en lidt større korrektion end vi har haft i lang tid (S&P 500-indekset har ikke haft en korrektion på mere end 10 pct. i snart fire år). Gary er af den mening, at vi i løbet af efteråret skal ned i 1550 i S&P 500-indekset (nu i 2084) for at presse centralbanken til at sætte gang i en ny omgang kvantitative lempelser, hvilket vil generere en blow off-top i aktiemarkedet. Et andet tegn på, at vi kan være på vej ind i en korrektion (måske et crash), er at Apple har performet dårligt siden regnskabet, og biotekaktierne (IBB) har også tabt lidt af gnisten. Yderligere er Dow Jones Transports også faldet 11 pct. siden toppen i slutningen af sidste år, og indekset halter fortsat efter de generelle aktiemarkeder til trods for at olieprisen er i det laveste niveau i lang tid.




De danske aktie har (sammen med de andre euro-aktier) været flyvende i år. Pandora har aflagt regnskab i dag, og aktien er kommet over 800 kr. Jeg vil sige, at 850 kr. vil være et godt sted at tage profit, hvis de kommer. Alternativt vil et brud af området omkring 800 kr. nok også været fint at bruge som stop.

Novo Nordisk-aktien er samme med Pandora modsat af alle ædelmetal-aktierne, idet de to danske aktier handles i en stigende vimpel, som ofte bliver brudt til nedsiden. Så i min optik bør man holde øje med niveauet omkring 380 kr. Hvis vi falder igennem det niveau vil der dog være flere støttepunkter heriblandt 360 kr. og 345 kr. (open gap). Novo vil sammen med mange af de andre danske aktier bliver ramt, hvis euroen begynder at stige.

Både Coloplast og Novozymes har skuffet på det seneste. De vil også begge blive ramt af en styrket euro samt den generelle usikkerhed nedjusteringerne har bragt med sig.


Olien har været presset markant i det seneste år, hvor WTI-olien er faldet til 43 dollar fra omkring 100 dollar per tønde for lidt over et år siden. Gary er også af den mening, at olien er tæt på at bunde, selvom WTI-olien bliver ved med at lave nye bunde, så nåede olieselskaberne (XLE) at lukke i plus til trods for en skidt start på dagen med fald på mere end 2 pct. Som man kan se på XLE-grafen, så vi allerede kommet et stykke væk fra bunden, og RSI'en laver højere bunde.

Seadrill-aktien har også været hårdt ramt af den faldende oliepris og opbremsningen i olieudforskningen. Hvis olien begynder at stige, vil den nok også kunne komme til at performe okay, men hvis vi får en nedtur i de generelle aktiemarkeder, så vil denne aktie nok også blive ramt i højere grad end ædelmetalaktierne.


Ovenstående er grafen over Lundin-famliens uranselskab Denison Mines, som også har fået en god omgang stryg siden toppen i 2007. Der er generelt rigtig mange "billige" råvareaktier derude, dermed ikke sagt at de ikke kan blive billigere endnu.
I min optik, er der pt. den forskel, at stort set ingen har gearede lange positioner i råvarer eller råvarerelaterede aktier. I øjeblikket er tendensen nok i højere grad, at man er short. Det betyder, at hvis først de (ofte hedgefonde) bliver presset, så bliver de nødt til at sælge lange positioner i bellweathers såsom Apple etc. eller at lukke deres short positioner. Alt i alt tror jeg, at den næste måned (måske til og med oktober) kan blive skidt for de generelle aktier. I min optik er stort set alle markeder styret fra central hold, så udviklingen komme dog i høj grad til at afhænge af hvad centralbankerne vil. F.eks. vil USA gerne svække dollaren, nu hvor Kina lige har devalueret yuanen. Hvis den eneste vej til en svækket dollar er en ny omgang QE, som man kun kan få opbakning til med et aktiemarked under stort pres. Så vil vi få en korrektion på mere end 10 pct.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar