torsdag den 4. februar 2016

Guldet flyver igennem MA200 og dollaren dykker

Det gik noget hurtigere for guldet at bryde igennem 200 dages glidende gennemsnit (MA200) end jeg lige havde regnet med, men det fik hjælpe af en række dårlige erhvervstillidstal for servicesektoren i USA samt meldinger fra New York-Fed-chefen William Dudley, som meldte om, at den stærke dollar kan ramme den amerikanske vækst. Det medførte, at den næste renteforhøjelse er skudt længere ud i fremtiden samt at renterne faldt og dollaren kollapsede. Renten på den amerikanske 10-årige statsobligation kom dog igen i løbet af dagen og sluttede højere, men dollaren forblev svag og den er nu gået igennem den stigende trendlinje, hvilket kan tyde på at trenden er vendt og at vi nu går mod en periode med dollarsvækkelse. Det er godt for råvarerne, som også havde en fantastisk dag med en stigning på 10 pct. til WTI-olien, 1,2 pct. til guldet, 2,6 pct. til sølvet og 2,1 pct. til kobberet.

Dollaren blev som man kan se svækket betydeligt.



Guldet skar igennem 200 dages glidende gennemsnit i 1132 dollar og lukkede i cirka 1140 dollar. Guldet fik blandt andet medvind efter ISM-erhvervstilliden for servicesektoren, som skuffede. Der er flere og flere tegn på, at det ikke går godt for den amerikanske økonomi og den næste større prøve kommer på fredag med arbejdsmarkedsrapporten. Guldet kom, som man kan se nedenstående lige til den faldende trendlinje, så der kan måske komme lidt modstand her, men hvis Gary får ret, så er der stadig flere uger endnu, hvor dollaren ventes at falde og guldet kan stige. Gary tror, at når først aktierne bunder, så vil aktier, olie og guldet stige på samme tid. Man kan f.eks. bruge et fald ned til MA200 eller den seneste top i 1129 dollar til at købe. En del eksperter mener, at guldet kan være på vej mod 1180 dollar nu, men at man skal være forsigtig dér. Chris Kimble, som laver teknisk analyse, lavede før dagens handel en post om at guld og sølv var på vej til at bryde op af en vimpel (her) og at der dermed måske var en trendvending på vej efter de tre værste år nogensinde for guld. Her (her) er en artikel om at man måske skal begynde at holde øje med guldet samt at vi kan være på vej ind i en ny bull-fase blandt andet, idet Vestens rige vil flokkes ind i guld da det er et af de få aktiver, som ikke er for dyre, efter at de allerede har købt Manhattan-lejligheder og Picasso'er.



Det var fart på guldminerne, hvor gold bugs-indekset steg over 8 pct. til 132,6 og det er dermed også steget igennem MA200, og GDX steg 7,4 pct. Som man kan se på GDX-grafen nedenfor, så er den ikke kommet igennem 200 dages glidende gennemsnit, som ligger 2 pct. højere oppe, men MA150 er brudt og ligeså er en faldende trendlinje.

Newmont Mining var en raketterne og aktierne i det store guldmineselskab lukkede med en stigning på 11,4 pct. og aktien er nu steget 39 pct. siden 21. januar. Aktien lukkede i går over MA200 og i dag kom den også over en stigende trendlinje, hvilket må have skabt stor frygt blandt personer/institutioner med short-positioner.

Sølvet ligner lidt guldet, med en rund bund, men alt i alt også positivt her.
 
Silver Wheaton har også klaret sig godt i dag og den er kommet over en faldende trendlinje. 

Olien var virkelig på himmelflugt i dag, hvor WTI'en som tidligere fortalt steg 10 pct. Olien steg til formiddag blandt andet efter nye meldinger om, at Rusland er parat til at forhandle med Opec, hvis de vel at mærke kan blive enige om at mødes med Rusland. Lidt senere meldte den russiske centralbank så ud, at den ikke venter noget møde med Opec på den korte bane, hvilket sendte olien tilbage og helt tilbage til udgangspunktet kom olien lige efter olielagertallene fra USA, som viste en markant større end ventet lageropbygning, men ligesom i sidste uge så tog fanden ved olien få minutter efter. Det tyder på, at nogle forsøger at holde hånde under olien, det kan måske være centralbanker, som har forstået, at der skal højere oliepriser til at sætte gang i økonomien. Sjovt nok steg den amerikanske rente samtidig med at olien væltede op. Jeg ved dog ikke lige, hvad sammenhængen er. Hvor om alting er, så tolker jeg dette som positivt for olieprisen, og jeg tror, at vi måske kan have sat bunden i olien omkring de 27 dollar per tønde. Man kan nu nok forvente, at olien lige skal fordøje noget af dagens stigning, men jeg tror, at det kan være ganske fornuftigt at købe USO-ETF'en på dette niveau. Lundin Petroleum, som aflagde regnskab i dag, kan fortsat også være interessant, hvis olien fortsætter op. Lundin solgte for nogle uger siden 11 pct. af selskabet til Statoil for 124 skr. per aktie og i går sikrede selskabet en kreditfacilitet på 5 mia. dollar, hvilket er nok til at sikre første fase af Sverdrup-udbygningen.




Freeport McMoRan (FCX) er en af de råvareproducenter, som har fået allermest tæv, idet selskabet også kæmper med en store gæld efter at have købt olieaktiver tæt på toppen. Det kan være et spekulativt play på nuværende niveau og aktien er faldet med cirka 80 pct. i løbet af de seneste halvandet år. Selskabet er primært en kobberproducent, men det producerer også guld og olie samt molybdæn. Aktien er modsat flere af guldproducenterne ikke en gang kommet over MA50, men der  er i hvert fald potentiale, hvis bare aktien kommer tilbage til niveauet fra i foråret på 24 dollar mod de nuværende 4,85 dollar. I råvaresektoren vælter det dog rundt med cases som denne, så det er ikke fordi der mangler mulige købsemner i den sektor. Hvis man tror på optur til kobberpriserne kan Lundin Mining også være en mulighed. Flere eksperter tror, at der før 2020 kan komme mangel på zink, så det kan være en god idé at kigge i den retning, og her er en af de store mineselskaber Teck Resources (TCK). Artikel fra Seeking Alpha om zink og zinkproducenter (her), hvor forfatterens favoritplay er canadiske Trevali Mining, som har miner i Peru. Selskabet, som har en markedsværdi på 120 mio. canadiske dollar, producerede sidste år 54 mio. pund zink, 30 mio. pund bly og 1,06 mio. ounce sølv, og i årets første ni måneder fik selskabet et underskud på 3 mio. dollar. Tidligere omtalte Tinka Resources udforsker også i Peru og har ud over sølv også eksponering mod zink. Canadiske Silver Bull Resources (SA-artikel) er også et godt sats på zink og sølv, hvor selskabet har 5 mia. pund zink i jorden i Mexico samt 93 mio. ounce sølv og selskabet koster 7 mio. canadiske dollar. Selskabet har ingen gæld og meget lav cash burn-rate. Det kan under de rigtige forhold blive til en 100-bagger (100 gange op herfra), hvis ikke selskabet bliver opkøbt inden til en præmie, som bør ligge flere gange over den nuværende. Liste med zink- og blyproducenter (her). Zinkprisen er siden midten af januar steget fra 66 cent per pund til 77 cent per pund.

Biotek-aktierne startede med at få tæv i dag og biotek-EFT'en IBB nåede ned i 251 dollar for at lukke med en stigning på 1,2 pct. i 264 dollar, og den var dermed kun cirka 2 pct. fra at nå bunden fra oktober 2014. Regnskabsaktuelle Gilead Science lukkede med en stigning på 4,4 pct. i 86,4 dollar og dermed lukkede aktien lige over bunden fra flash crashet den 24. august. Jeg er langt fra overbevist om, at vi har set bunden, men hvis aktien kan holde sig over 86 dollar, så er der nok gode chancer for videre optur. Gary tror også, at vi kan være tæt på en bund i de generelle aktiemarkeder samt at det kan være snart, at blow off-toppen begynder, hvor den så ventes at blive ved ind i 2017 eller måske 2018. 


Novo Nordisk leverede, stort set som jeg ventede svage, prognoser, og aktien blev rigtig nok sendt mere end 7 pct. ned på regnskabet. Yderligere blev aktien nok også presset af den svækkede dollar. Jeg synes på ingen måde, at det ser horribelt ud, og det kan sikkert være okay, at købe på nuværende niveau (omkring 340 kr.). Hvis man sammenligner med Novozymes, som også dykkede på sit seneste regnskab i midten af januar, så var bunden på regnskabsdagen og næste dag nåede aktien næsten ned til bunden, og nu handler aktien cirka 14 pct. højere. 

onsdag den 3. februar 2016

Guldet viser gode takter - men smæk til olie og biotek

Det har været en forfærdelig start på året på aktiemarkederne, hvor S&P 500-indekset i skrivende øjeblik ligger med et fald på 2 pct. i 1900 og indekset er faldet med 7 pct. siden nytår og der er cirka 12 pct. op til toppen i  2132. Vi har ikke, som jeg spåede tidligere, været i nærheden af en blow off-top, og vi nåede kun lige over 2100. Det har især været faldet i olien og de andre råvarer, som har ramt aktiemarkederne, og korrelationen er så stor, at de stort set ikke kan stige samtidig med at olien falder.

Oliens og de andre råvarers påvirkning på økonomien er sjovt nok kommet bag på de fleste, og et fald i olieprisen bliver normalt anset for at være positivt for privatforbruget og for økonomien, men det er nu blevet sådan, at økonomer håber på en stigning i olieprisen for at sætte gang i økonomien igen. Det skyldes blandt andet, at rigtig mange personer er ansat og afhængige af olieselskaberne, og når de bliver fyret sætter de forbruget ned. Det rammer rigtige mange når olieprisen er faldet fra over 100 dollar per tønde til 30 dollar per tønde. Det har også ramt rigtig mange personer i USA, som netop har fået lov til at eksportere olie efter cirka 40 års eksportstop.

En af grundene til faldene på aktiemarkederne har ud over bekymringerne for hvordan olieprisernes kollaps rammer den økonomiske vækst, også været at de store statsfonde fra blandt andet Saudi-Arabien og de andre Golf-stater har været nødt til at sælge ud af deres beholdning af aktier og andre aktiver for at kunne finansiere statsbudgetterne. Et anden forhold man skal have for øje, er at de mange olie og mineselskaber samt de relaterede selskaber, ikke kan låne penge nu og de, der har lånt dem penge vil gerne have dem tilbage fordi man ikke ved om de er i stand til at betale dem tilbage med de lave råvarepriser. Da penge er skabt som gæld, hvilket vil sige når der bliver indgået et lån, så vil pengemængden blive reduceret når alle disse selskaber betaler deres gæld tilbage (tror dog at de fleste har udstedt obligationer og de er nok ikke skabt ved at taste et ciffer med nuller efter på en computer). Derfor vil man i mine øjne først for alvor kunne se opgang i aktiemarkederne igen når vi får optur i råvarepriserne, så man kan begynde at regne med at disse selskaber kan låne penge igen, og derved investere og ansætte igen.

Biotekaktierne har også været på en gevaldig deroute, og Nasdaqs biotekindeks er faldet med 23 pct. siden nytår. De bliver sammen med medicinalselskaberne presset af fortsat fokus fra præsidentkandidaterne på medicinpriserne. Gilead Science har lige aflagt et ganske fint regnskab og de tjener tonsvis af penge med en indtjening på 3,32 dollar per aktie i fjerde kvartal og aktien koster 83 dollar, men investorerne handler aktien ned. Folk er dog berettiget også bekymret for, hvor væksten skal komme i fremtiden, og folk har øjnene rettet mod meldinger om eventuelle opkøb. Nu vi er i medicinalboldgaden, så kommer Novo Nordisk med regnskab i morgen før åbning, og det kan nok både blive en dreng og en pige. Min fornemmelse (og historien) siger mig, at salget bør være okay,  men at prognosen måske kan være lidt til den svage side ligesom mange vil se efter meldinger om prispres i USA. Måske er forventningerne kørt så langt ned, at aktien kan stige på regnskabet, hvis der ellers er medvind i aktiemarkedet. Fredag fik aktien et gevaldigt løft på nogle Tresiba-forsøgstal, så køberne eller folk, som lukker shorts findes.

Det er ikke kun olie og biotek, der halter, Apple-aktien, som også har været stærkt medvirkende til at drive bullmarkedet siden finanskrisen er også ramt efter svage forventninger til første kvartal. Aktien faldt på regnskabet og Tim Knight fra Slope of Hope vurderede før regnskabet, at aktien skulle ned i 70'erne fra cirka 100 dollar. Tischendorf er på bølgelængde og fremfører at aktien har lavet en head and shoulder-formation, og han tror at aktien skal ned omkring 80 dollar, hvilket kan lægge yderligere pres på aktiemarkederne. Atilla vurderer, at vi i første omgang skal ned i 1850 i S&P 500-indekset, og Gary vil ikke røre ved aktiemarkedet før end vi når i nærheden af 1600, hvilket vil sige de gamle toppe i 1575. Peter L Brandt tror, at Russell 2000 kan falde yderligere 15 pct. frem til slutningen af februar, så der er mange, der tror på yderligere fald. En vending på den korte bane kan komme på fredag i forbindelse med arbejdsmarkedsrapporten.

Som tidligere nævnt kræver en mere opadgående tendens i aktiemarkederne, at olien igen viser styrke og sidste uge var ellers positiv for olien, som steg til 35 dollar fra et lavpunkt på cirka 27 dollar, men februar er startet meget skidt og WTI'en er tilbage under 30 dollar og Brenten ligger i 32,5 dollar. Atilla tror, at der kommer nye lavpunkter i olien, hvilket vil lægge yderligere pres på aktiemarkederne, så man skal nok ikke hoppe ind lige med det samme, hvis man har tørt krudt. På den lidt længere bane tror jeg fortsat på, at investeringer i olie eller olierelaterede aktier kan være fint. Man bør dog fokusere på selskaber, der ikke er presset af for stor gæld eller gæld, hvor der snart skal falde store afdrag. Alternativt kan man fokusere på udforskningsselskaber, som ikke i samme omfang bliver presset af den lave oliepris. Her kan Lundin-selskabet Africa Oil, som Mærsk har købt en bid af, være en mulighed. Her er Marin Katusas skriverier om Africa Oil (her). Lundin Petroleum klarer sig også godt, hvilket nok blandt andet skyldes forventningerne til fremtiden samt at de nok har lettere ved at få finansiering. Art Cashin fra UBS vil gerne se mere opkøbsaktivitet før han tror på en bund i olien, og han pointerer, at for mange selskaber vil det nu være billigere at købe olieproducenter end selv at udforske nye felter (her). Han fremfører også, at cirka 80 pct. af verdens olieproduktion, som ligger på cirka 96 mio. tønder om dagen, stammer fra meget modne felter på mere end 25-30 år, og han vurderer, at det samlede fald fra disse felter kan blive på 4,0-4,5 mio. tønder om dagen, hvilket vil bringe oliemarkedet ind i et kæmpe underskud. Det kan sende priserne højt op. Alt i alt mener jeg, at man bør være opmærksom på olien (f.eks. gennem køb af USO-ETF'en) og olieselskaberne, det store spørgsmål er hvornår vi vender, og her vurderer jeg, at man skal holde øjne og ører åbne efter om Rusland støtte til Assad i Syrien, da jeg tror, at olieprisnedturen er et angreb på Rusland og de lande, som landet støtter (alle de lande, der er imod det anglo-amerikanske imperium). Det handler for imperiet fortsat om Syrien/Mellemøsten og Centralasien og sjovt nok, har der været meget stille omkring Ukraine, men det er nok fordi russerne og Putin har givet indikationer på, at Assad ikke behøver at være præsident. Netop i dag har jeg også set skriverier om, at Rusland kan finde på at sælge ud af de statsejede energiselskaber, hvilket jo også kan være en lækkerbisken for de vestlige olieselskaber, ligesom der også er historier om at Saudi-Arabien overvejer en børsnotering af Saudi Aramco. Det, som for alvor kan vende olieprisen, er hvis Opec og Rusland kan blive enige om en produktionsreduktion, og det var også rygter om en sådan, der sendte priserne op i sidste uge.

De guldrelaterede aktier er nok blandt de mest positive på aktiemarkederne, hvor guldprisen i skrivende stund ligger lige under 1130 dollar efter at den nåede ned omkring 1040 dollar i starten af december. Guldprisen er kommet pænt over 50 dages glidende gennem og mangler nu kun at gå igennem 200 dages glideden gennemsnit, som ligger i 1132. Hvis man kigger på en graf kan man se, at guldet i de seneste måneder har lavet en rund bund, sammenlignet med de seneste mange bunde siden toppen i 2011, som har været spikes ned og yderligere har vi fået højere bunde og højere toppe. Det kan måske tyde på, at vi har fået en mere holdbar trendændring, omend MA 200 lige skal brydes og holdes først. Gary har også påpeget, at hele trendændringen er kommet efter at den amerikanske centralbank løftede renten i midten af december efter ni år uden renteforhøjelser. Han har også påpeget (her), at mineaktierne nok blev kørt ned i et nyt lavpunkt for at store spillere kunne tage positioner uden at løfte kursen for voldsomt, hvilket igen tyder på en mere holdbar bund, hvis weak hands (private) har solgt til smart money (store investorer). Andre lægger også vægt på, at guldet er bundet for lang tid siden i næsten alle valutaer på nær i dollaren, så det er stort set kun her, at en bund skal bekræftes. Peter L Brandt har også kaldt guldprisens udvikling for en cup and handle-formation, hvilket typisk giver yderligere opgang. Her er også en længere analyse om, at guldet er i gang med en meningsfuld vending (her), hvor der blandt andet bliver fremhævet, at nogle af de store guldmineselskaber såsom Barrick og Newmont er kommet et godt stykke væk fra bunden samt at de har højere bunde og toppe. Det sikreste vil i øjeblikket nok være at købe guld eller sølv fysisk eller som ETF'er f.eks. CEF, som handles med en rabat på 8 pct., ellers Sprotts fonde (PSLV) og (PHYS). Alternativer kan være Silver Wheaton (SLW), Sandstorm Gold, Franco Nevada eller nogle af de andre streaming-selskaber. Mineselskaberne faldt i dag sammen med de generelle aktiemarkeder og der kan måske komme yderligere udsalg en dag eller to, men torsdag eller seneste fredag (ifm jobrapporten) kan måske give gode købsmuligheder, hvis man har en længere tidshorisont. Gary tror, at gold bugs-indekset skal op i mindst 140 fra nu 122 samt at det skal ske inden for de næste 11-16 dage. 

torsdag den 8. oktober 2015

Grafer fra 7. oktober

Se indlæg om smadrede råvareaktier for kommentarer.
















Smadrede råvareaktier vækkes til live

Råvareaktierne har haft nogle dage med helt enorme stigninger. Den største stigning må Glencore havet stået for, den nåede næsten at blive fordoblet fra bunden den 28. september til i dag, efter skriverier om risiko for konkurs. Hele råvaresektoren har i oktober været på en solid optur, hvor BHP og Rio Tinto i dag steg med 5-6 pct. efter at Morgan Stanley løftede minesektoren til attraktiv. Olien har også været på en solid optur efter fredagens olierigtal fra Baker Huges, hvor Brent-olien er tilbage over 50 dollar og WTI-olien har været oppe og snuse til 50 dollar. Det har også givet solid optur til alt olierelateret herunder tidligere nævnte Lundin Petroleum, som er steget tæt ved 30 pct. i løbet af de seneste fem dage. I det hele taget har alt råvarerelateret været fuldstændig ustyrligt, hvilket også kan skyldes at alt sammen er faldet i minimum et år, hvilket betyder, at mange har shortet aktierne, hvilket betyder short-squeeze når først aktierne begynder at stige og spekulanterne tror på en bund.

Gary vurderer (her), at olien har bundet, og at vi med 99 pct. sandsynlighed fik bunden i august. Han vurderer også det betyder, at råvareindekset har bundet, hvilket også betyder, at guldet også har bundet. Gary lægger vægt på, at man ikke skal jage olieaktierne, men vente på en mindre korrektion om 2-3 uger, hvor WTI-olien skal ned og teste konsolideringszonen omkring 45-47 dollar. Han vurderer også, at det lange bear market i råvarerne og især i ædelmetallerne vil skabe et bull market uden sidestykke.

Gary tror også (se her), at aktiemarkedets boblefase kan være begyndt, og han vurderer, at det kan betyde en stigning på mindst 100 pct. i S&P 500-indekset i løbet af det næste år til halvandet. En bekræftelse af dette vil være en tur over 2020 i S&P 500-indekset. Han tror også på, at råvarerne vil stige sammen med aktiemarkedet. Jeg er på samme side som Gary og vil fortsat holde på, at man skal fokusere på råvareaktierne, da de har fået klart flest tæv.

First Majestic og Endeavour Silver, der både kan handles i Canada og New York, er i Canada kommet over deres faldende trendlinjer, og trenden ser pt. ganske positiv ud. De er begge steget omkring 30 pct. fra bunden.
Semafo, som også kan handles i Sverige, performer ikke så godt, hvilket kan skyldes, at selskabet har guldminer i Burkina Faso, der har været udsat for et militærkup, men dagens handel i Canada, kan dog tyde på, at vi måske kan få en periode med mere vedvarende optur.
Silvercorp Metals, der nu kun handles i Canada, handler lige under den faldende trendlinje og MA 50, så hvis først den stiger igennem niveauet 93 cent, så vil der være ok frit opad. Bear Creek Mining er i dag steget igennem den faldende trendlinje og MA 50 og det gav også en pæn stigning på 11 pct., hvilket dog var på en lav omsætning på cirka 30.000 canadiske dollar. Med det in mente kan man roligt sige, at dette ikke er et crowded trade.

Inden for olie- og olierelaterede aktier er Seadrill-aktien kommet over 50 dages glidende gennemsnit (MA 50), hvilket er første gang siden juni. LinnCo er steget voldsomt de seneste dage og er også kommet over MA 50, og aktien handles nu i 3,39 dollar. Det er også det højeste niveau siden 14. august. Hvis man vil supplere eller købe Lundin Petroleum vil jeg mene at niveauet omkring 121-122 skr. vil være fornuftigt ellers er næste gang 116-117 skr. og 113 skr. Et andet Lundin-selskab er BlackPearl, der satser på heavy oil, de har langt støre produktionsomkostninger end Lundin Petroleum, men opside er også større, hvis først olieprisen igen når 100 dollar eller mere. Aktien er også lige kommet over både MA 50 og MA 200.
Generelt tror jeg også, at Kina og emerging markets vil komme til at klare sig relativt godt, så det kan også været et tema. Svensk-noterede Lundin Mining, som også lige er kommet over MA 50, kan også være en mulighed, hvis man gerne vil have eksponering mod minesektoren.

Novo Nordisk-aktien arter sig umiddelbart okay. Den faldt som ventet igennem den stigende trendkanal, og den faldt også på Tresiba-godkendelsen, men både aktien og RSI viser højere bunde, og nu tror jeg bare, at den venter på at udsalget i medicinal- og biotekaktier dør ud. Så kan det nok gå nogenlunde hurtigt mod 400 kr. og måske 450 kr.
Coloplast-aktien ser også ganske fornuftig ud med højere bunde i både aktiekurs og RSI, og hvis først den kommer igennem 500 kr., så er der nok lagt i kakkelovnen til yderligere fremgang.
Vestas ser ok ud med højere bunde, og aktien er også kommet over 50 dages glidende gennemsnit. Der en faldende trendlinje i ca. 370 kr. og nogle tidligere toppe i 368 kr., og de er i dag røget, så der er nogenlunde frit til 400 kr.
Chr. Hansen-aktien har de seneste dage klaret sig dårligt blandt andet efter at Danske Bank har flaget for en svag udvikling inden for kulturer til mejeriprodukter. Det ser dog stadig ganske fint ud med højere bunde, og aktien handler også over 10 dages glidende gennemsnit. Der kan dog være grund til at være en smule påpasselig, hvis først MA 10 i 367 kr. ryger.
Pandora-aktien ser faktisk også ganske fornuftig ud, og den ser ud til at angribe aller tiders højeste niveau omkring 820 kr., og så vil næste modstandsniveau være omkring 860 kr. Novozymes-aktien ser heller ikke så skræmmende ud, som jeg tidligere syntes.
Mærsk-aktien har været en af de dårligste performere i C20-indekset i de seneste måneder, og aktien har for nogle dage siden været 10.000 kr. Grafen er på ingen måder noget at gå efter, men det kan dog være, at turen under 10.000 kr. har været nok, og onsdagens massive optur på den stigende oliepris, kan dog give lidt forhåbninger, men jeg ville nok ikke satse alt for meget på det.
FLSmidth er en anden aktie, der har fået seriøse stryg. Den er dog kommet et godt stykke væk fra bunden i 213 kr. i forbindelse med de seneste dages massive interesse for råvarerelaterede aktier. Her var modstand i 250 kr., som nu er blevet brudt, og på den baggrund kan der være udsigt til yderligere optur til op i nærheden af 300 kr.
TDC-aktien har også fået læsterlige tæv i løbet af de seneste måneder blandt andet på den kulsejlede fusion mellem TeliaSonera og Telenors danske mobilselskaber. Hvis man vil have eksponering mod en defensiv aktie, som har fået store tæv, så kan det være en mulighed. Den vil nok bare klare sig bedst i et mere negativt marked end et potentielt boblemarked.
Genmab-aktien ser ganske fin ud, mens Bavarian Nordic ser noget mere tvivlsom ud, idet den har et åbent gap i 214 kr., som måske først skal lukkes. Så hvis der kom en dag med stort udsalg i biotek, så kan det være niveauet man kan købe i. Jeg synes dog, at Bavarian produktportefølje ser ganske sløj ud, så jeg ville hellere vælge noget andet.
En mulighed i Tyskland kan også være kunstgødning- og vejsaltproducenten K+S, som er faldet meget efter afvisningen af Potash Corps opkøbstilbud på over 40 euro. Det kan derfor være et play på stigende priser på landbrugsråvarer samt muligheden for et forhøjet opkøbstilbud. Hvis den begynder at sive fra de nuværende 23,6 euro, så vil næste naturlige støttepunkter være 22 euro og 19 euro.
Den tyske Volkswagen-aktie har fået voldsomme tæv efter dieselskandalen, og aktien er faldt til cirka 1/3 af forårets top. Bunden for præferenceaktien (VOW3) var i 86 euro, hvilket også var bunden i oktober 2011. Så havde man været mere vågen, havde et været et ok tidspunkt at købe en position. Det kan være en fin aktie til at differentiere sin portefølje, men jeg mener, at potentialet er meget større i råvarer eller biotek.
Bunden for Volkswagen-akien kom cirka 30 efter den tyske åbning, og ofte skal man lede efter bunden i de interval efter åbningen, hvilket så både kan være i Europa eller USA. Det vil sige, at det ofte kan være kl. 9.00-9.30 eller kl. 15.30-16.00. Bunden i de store aktiemarkeder kom den 24. august også umiddelbart efter amerikansk åbning, og det samme i fredags efter den horrible jobrapport, hvor aktiemarkederne begyndte at stige kl. 16.10.

Bioteksektoren har været den sektor, der sammen med andre teknologiselskaber såsom Facebook og Amazon.com, har drevet de seneste års aktieoptur. Biotek-aktierne har dog lige været igennem en større korrektion, hvor Nasdaqs biotekindeks (IBB) faldt med ca. 30 pct. fra toppen i juli. Hvis Gary får ret i sin antagelse om, at vi er på vej ind i boble-fasen af opturen siden 2009, så må man gå ud fra, at biotekaktierne igen vil lede opturen ligesom internetaktierne også førte an mod dot.com-bobletoppen i marts 2000. Med den antagelse in mente har jeg derfor kigge lidt på nogle biotekselskaber, i håb om at finde et fembenet lam. Jeg har dog ikke nogen særlige forudsætninger for at bedømme biotekselskaberne (det er lige så uforudsigeligt som mineudforskningsselskaber og du ved aldrig om de får godkendt et medikament eller finder en samarbejdspartner), så tag derfor mine anbefalinger med et gran salt. Nasdaqs biotekindeks har dog lige i dag lavet et death cross, hvilket vil sige, at 50 dages glidende gennemsnit er gået igennem 200 dages glidende gennemsnit, hvilket normalt er et dårligt tegn. Det kan dog også bare være med til at få de sidste småsparere til at sælge, hvorpå opgangen kan begynde.

Den sikre løsning vil være at investere i Nasdaqs biotekindeks ETF (IBB), hvilket dog ikke kan lade sig gøre hvis man vil investere pensionspenge hos Nordnet. Gary, der før har gættet forkert, tror som sagt på en fordobling af S&P 500-indekset, og hvis det skal fordobles og biotek skal outperforme, så er det nok ikke helt ude i skoven at tror på, at biotekindekset skal minimum tredobles. Hvis man ikke vil have ETF'er (af den ene eller anden grund), så kan man vælge nogle af de store spillere i branchen såsom Gilead Science (GILD), Celgene (CELG), Amgen (AMGN), Biogen (BIIB) etc. Nedenstående er en tabel over de største biotekselskaber og deres salg, indtjening og markedsværdi i mia. dollar i 2014 samt estimeret af Bloomberg for 2019. Sidst men ikke mindst har jeg selv regnet p/e-værdierne ud. Ud af dette vil jeg udlede, at der er mindst risiko i Gilead Science, og her kan sikkert være minimum en tredobling, hvis den store boblefase kommer. Et andet plus ved Gilead, er at de allerede har masser af kapital, og at de derfor kan købe andre selskaber, som markedet kan belønne, og yderligere har de også 15 mia. dollar allokeret til at aktietilbagekøbsprogram.

Biotekselskaber
2014 Sales
2019E Sales
2014 adj. Profit
2019E adj. Profit
Marketcap
P/E 2014
P/E 2019E
Celgene
7,67
17,57
3,1
8,63
88,69
28,61
10,28
Alexion Pharm
2,23
5,87
1,07
2,8
36,18
33,81
12,92
Regeneron Pharm
2,82
7,02
1,17
3,02
47,68
40,75
15,79
Biogen
9,7
14,34
3,28
5,57
64,9
19,79
11,65
Amgen
20,06
24,26
6,7
10,09
107,08
15,98
10,61
Gilead Sciences
24,89
30,28
13,31
17,05
143,15
10,76
8,40

Hvis man skal sammenligne med dot.com/it-boblen, så vil Gilead nok svare lidt til Microsoft eller Cisco, og i den analogi vil vi nu være i efteråret 1998 i kølvandet af Asien-krisen og LTCM-krisen. Her bundede Microsoft i 20 dollar i starten af oktober for derefter at stige til knap 54 i slutningen af 1999. Ved nærmere eftertanke vil Microsoft nok nærmere være almindelige medicinalselskaber, og Gilead er lidt nærmere Cisco, der i oktober 1998 faldt til 10,50 dollar fra en forudgående top på 17,50 dollar, og dernæst steg aktien til 82 dollar i marts 2001. 

Hvis man har mod på meget mere risiko, så kan Agenus (AGEN) være en mulighed. Det positive ved det biotekselskab i forhold til mange andre små biotekselskaber, er de mange forskellige sygdomme, der forskes i at finde en behandling af, samt de store samarbejdspartnere. Selskabet har en markedsværdi på ca. 400 mio. dollar, og selskabet havde ved udgangen af juni i år knap 140 mio. dollar i kontanter. Selskabet genererede et underskud på 60 mio. dollar i første halvår, så umiddelbart behøver de ikke at gå i markedet efter penge i løbet af det næste år. En eller anden på Seeking Alpha (her), som ikke er analytiker, vurderer, at aktien i et positivt scenarium kan nå en markedsværdi på 10 mia. dollar om fem år, hvis alt går efter planen. Nedenfor kan man se selskabets pipeline samt partnere.


tirsdag den 1. september 2015

De (u)realistisk store drømme

I skrivende stund falder det amerikanske S&P 500-indeks med 2,7 pct. til 1919, og indekset har dermed igen vendt snuden nedad efter at det nåede lige over 1990 i fredags. Lige nu er de bedste odds på, at vi minimum får 1903 at se, men der er nok større sandsynlighed for, at vi når tilbage til oktoberbunden i 1820. Trader Peter L Brandt har hele tiden vurderet, at det kun var et dead cat bounce, og at vi skulle ned igen, måske helt til 1700, og Gary vil ikke røre ved aktiemarkedet før oktober, så man skal nok lige klappe hesten og stikke piben ind, hvis man har lyst til at købe "almindelige" aktier. Der er mange grunde til at være påpasselig i september, selvom meget af det kan hænges op på overtro, så tror jeg, at det er fornuftigt at holde igen med købene, idet vi kan nå tilbage til 1550 i S&P 500-indekset, som Gary forventer. Gary vurderer nu, at der kan komme en bund på fredag i forbindelse med arbejdsmarkedsrapporten måske omkring de 1820, hvorfra han så venter, at indekset vil stige til 2040, for så derefter at falde hele vejen tilbage og igennem 1820. Så hvis man har trading-generne i orden, så kan man jo forsøge sig på fredag kl. 14.30, hvis der er et stort udsalg i gang.
Nedenstående kan ses en statistik over aktieudviklingen i september, hvor første handelsdag endte med et fald på mere end 2 pct., og som det kan ses, så endte de alle på nær i 2009 med markante fald.

Embedded image permalink

Olien har været fuldstændig ustyrlig i den seneste uge, hvor den frem til i går var steget cirka 30 pct. siden bunden i 37,5 dollar for WTI-olien. Efter at have nået op i over 49 dollar bliver den i dag sendt knap 6 pct. tilbage til godt 45 dollar per tønde. Gary er af den mening, at olien har bundet, og at vi ikke får WTI-priser under 40 dollar igen inden for det nærmeste år og måske aldrig. Han vurderer også, at råvareindekset CRB, kan have bundet efter at det næsten nåede ned i niveauet fra bunden i 2001 (link). Nedenstående graf over WTI-olien viser den kraftige tur op, og at den lige nu sunder sig lidt. Et rimeligt gæt på et bounce vil være ved 50 pct. fibonaccien i 43,56 dollar eller måske næste gang i 42,19 dollar.

Trader J.C. Parets mener også, at energisektoren vil outperforme det brede aktiemarked fremover, hvor han henviser til momentum i energisektoren samt at den var kommet ned til nogle støtte niveauer (læs mere her). Hvis man gerne vil øge sin eksponering mod olien, så vil jeg fortsat anbefale Lundin Petroleum, som holder et godt niveau, og hvor der også er muligheder forbundet til boreprogrammer og produktionsforøgelser. Lundin-aktien er i dag lukket i 110 skr., og Jordan Fonden tror på (eller har i hvert fald tidligere troet på) 200 skr. inden påske. Lundin udmærker sig ved at have meget lave produktionsomkostninger på 10 dollar per tønde (drift), og de ventes at have positiv pengestrøm selv ved 55 dollar olie (Brent). Ved en oliepris på 55 dollar ventes Lundin ifølge en på Seeking Alpha, at have en EBITDA-indtjening på 1,1 mia. dollar til næste år (når produktionen er øget til 75.000 tønder om dagen), og den vil så blive øget markant, hvis olieprisen stiger. Selskabet har i øjeblikket en markedsværdi i nærheden af 4 mia. dollar, og Lundin-familien er storaktionær med en ejerandel på 32 pct. Hvis olieprisen holder sig over 50 dollar, vil jeg bedømme at risikoen er forholdsvis lille i denne aktie. Køb her omkring 100 skr. eller lidt over er sandsynligvis en god investeringer. Se Seeking Alpha-artiklen her (man skal oprettes (det er gratis)). Det Norske Olieselskap har haft en voldsom positiv udvikling i den sidste uge, hvor den er steget fra under 40 nkr. til lige under 50 nkr.
Lundin er i min optik en konservativ investering, hvis man vil have eksponering mod olien, men samtidig er der mere end 100 pct. potentiale i løbet af de næste år, hvis olieprisen bevæger sig tilbage mod 100 dollar. Hvis man har mere gambling-blod i årene, så kan man jo prøve med Seadrill-aktien, der er bouncede på niveauet lige over 50 nkr., og aktien er nu nået til 62 nkr. Rigraterne er vist bare ikke så gode i øjeblikket, så denne investering er i min optik noget mere risikobetonet, men potentialet er okay, hvis den når tilbage til niveauet fra slutningen af 2013 på 285 nkr.
En anden mulighed er de såkaldte MLP-selskaber såsom Linn Energy eller Linn Co. (LNCO), der ejer Linn Energy. Begge aktier faldt til omkring 2 dollar fra en top på over 30 dollar for et år siden. Aktierne har siden bunden i sidste uge nået op over 3 dollar, hvor Linn Co. dog er faldet til 2,8 dollar. Selskabet vil fra oktober holde op med at udbetale udbytte, hvilket ellers er den primære årsag til at eje dem. Linn Co. udbetalte frem til nytår 24 cent om måneden i udbytte. Det store spørgsmål med hensyn til mange af disse amerikanske olieselskaber er deres store gæld. Jeg vil dog vurdere, at den kan klare sig, hvis olien stiger herfra, men hvis vi får flere år med en oliepris på under 60 dollar, så vil aktien helt sikkert få problemer. Så en investering her bør i min optik primært være for gamblere, idet man måske kan få en minimum en 10-dobling, hvis aktien skal tilbage på tidligere niveauer.

Min drømme-overskrift havde egentlig udgangspunkt i nogle urealistisk langt ude mål, jeg havde i hovedet for nogle af ædelmetalmineselskaberne, men nu har jeg også allerede givet lidt tidligere kurser eller målkurser for nogle af olieselskaberne, som sikkert kan blive overgået markant, hvis olien lige pludselig skulle stige til over 100 dollar. For at give en fornemmelse af potentialet i guld- og sølvmineselskaberne, så har Gary vurderet, at GDXJ-indekset, som i skrivende stund ligger i 20 dollar, kan nå op til 3-5 gange den tidligere top, der kom i 180 dollar i slutningen af 2010. Det vil sige 540 til 900 dollar svarende til en 27 til 45 dobling fra nuværende niveau. Grafmæssigt er vi for mineselskaberne ikke ude af problemerne endnu, idet de fortsat handler tæt på bunden, men Gary har pointerer, at der er et swing low i guldet, hvilket betyder, at guldprisen har bevæget sig over toppen for den dag, hvor den satte den laveste pris. Han mener, at det er nu det sjove begynder, og vedrørende olien mener han også, at man skal bruge faldet til at købe eller supplere. Gary har tidligere nævnt sølvpriser på helt op til 400 dollar per ounce, så hvis vi får så høj en pris, så vil hans GDXJ-mål nok også komme til at passe, hvis det ikke endda kan være lidt konservativt. Sølvprisen ligger i øjeblikket i 14,6 dollar per ounce.

I andet kvartal 2011, hvor sølvprisen toppede sidste gang omsatte First Majestic for 68 mio. dollar med en gennemsnitlig pris på 39 dollar per ounce, og her tjente selskabet 30,6 mio. dollar efter skat, 30 cent per aktie, 37 cent per aktie i cash flow og 46,8 mio. dollar i driftsindtjening. First Majestic-aktien toppede i den periode i 28 dollar, og hvis man ganger de 30 cent per aktie med fire, så vil det give en årlig indtjening på 1,2 dollar per aktie, hvilket vil sige, at aktien blev handlet til cirka 23 gange indtjeningen. Jeg tror, at disse mål kan blive for konservative, hvis sølvprisen begynder at stige voldsomt. First Majestic, der i år ventes at producere 13 mio. ounce sølv, ventes inden for 3-5 år at øge produktionen til 23 mio. ounce. Hvis man går ud fra en hypotetisk sølvpris på 100 dollar, så vil selskabet have en omsætning på 2,3 mia. dollar, og ud af disse, vil jeg regne med at det minimum kan tjene halvdelen, hvis ikke betydeligt mere, hvis man går ud fra modellen med 39 dollar. Det vil så sige, at indtjeningen efter skat bliver 1,15 mia. dollar og ganget med 23 vil det give en markedsværdi på 26,5 mia. dollar. Der er 130 mio. aktier i selskabet, og det vil give en kurs på 204 dollar, hvilket vil være 62 gange den nuværende kurs på 3,26 dollar. Jeg ved, at dette er meget hypotetisk og der er ingen garanti for at dette kommer til at udspille sig, men det viser lidt om potentialet, hvis de 100 dollar eller mere i sølvet kommer.
En af favoritterne hos JordanFonden er canadiske Maya Gold & Silver, der producerer 570.000 ounce sølv om året til en samlet omkostning på 12,38 dollar per ounce. Med en investering på 3,5 mio. dollar kan produktionen blive øget til 1,4 mio. ounce om året med en samlet omkostning på 10,52 dollar per ounce. Ved udvidelen og en sølvpris på 18 dollar giver det en omsætning på 25 mio. dollar og et cash flow på 10,5 mio. dollar. I øjeblikket koster selskabet cirka 25 mio. dollar. Jeg har for sjov skyld taget 100 dollar sølv, og puttet ind i denne model, hvor det så vil give en omsætning på 140 mio. dollar og en indtjening på mindst 70 mio. dollar. Hvis man bruger de samme 23 gange, som ovenfor, så vil det give en markedsværdi på 1,6 mia. dollar, og fra nuværende niveau vil det give en 64-dobling.
Endeavour Silver og flere af de andre favoritter vil ligne disse, så det vilde mål vil være omkring 60 gange den nuværende kurs. Hvis så sølvprisen når 400 dollar eller højre endnu så kan man sikkert gange de 60 med to eller fire. Med hensyn til tidsperspektivet, så er det jo noget af det allersværeste at spå om, og det kan i min optik være om alt fra to til otte år.

Nedenstående er nogle trading-regler, der er meget sjove lige at huske på. Hvis man begiver sig ud i den verden. I korte træk er det: Arbejd hårdt, og lad være med at håbe og drømme. Her er lidt flere trading-regler (her) og (her).